Jeg bor ca. 500 meter fra den foreslåede placering af solcelleanlægget i Studstrup, og jeg vil få direkte udsigt til anlægget. Jeg kender området særdeles godt, og jeg nyder blandt andet den rige natur ved områderne omkring os. Jeg undrer mig derfor kraftig over hvad der ligger bag beslutningen om den valgte placering, da det formentlig er det mindst oplagte sted af alle, hvis man skal tage hensyn til natur, lokalområde, naboer mm.
Det undrer ydermere, at der ikke er taget højde for kystnærhedszonen (fra strandkanten og ca. 3 km ind i landet), hvor retningslinierne er beskrevet som: Kystområderne og kystvandene bør friholdes for aktiviteter og anlæg, der ikke er afhængige af en kystnær placering.
Jeg er fortaler for den grønne omstilling, og der findes mange velfungerende solcelleanlæg i Danmark, der ligger på placeringer udenfor beboelseområder, der ikke generer hverken mennesker, dyr eller natur. Anlægget ved Studstrup er placeret uhensigtsmæssig, og jeg vil opfordre Aarhus Kommune til, at finde en anden placering.