Gå til hovedindhold
Debatoplæg - Vedvarende energianlæg ved Studstrup og Vosnæs

Uhensigtsmæssig placering af vindmøller ved Vosnæs

Jeg ønsker hermed at udtrykke min stærke modstand mod Aarhus Kommunes planer om at opstille 150 meter høje vindmøller ved Vosnæs, det naturskønne og fredede område på grænsen mellem Aarhus Kommune og Syddjurs Kommune.

Jeg anerkender vigtigheden af, at vi i højere grad benytter vedvarende energikilder som sol, vind og jordvarme og støtter normalt op om etablering heraf. Dette projekt rejser imidlertid alvorlige bekymringer og har potentiale til at påvirke både miljøet og livskvaliteten negativt for de mennesker, der bor i området.

Lavfrekvent støj: Jeg er meget bekymret for den støjforurening, som vindmøllerne vil generere i form af lavfrekvent støj. Den lavfrekvente støj vil dels komme til at genere de få beboere, der bor tæt på møllerne i Aarhus Kommune, dels beboerne i det større sommerhusområde, Havhusene ved Gammel Løgten Strand i Syddjurs Kommune, hvor flere at boligerne benyttes til helårsbeboelse. Havhusene ligger ca. 900 m fra den planlagte placering af møllerne. Det er meget tvivlsomt, om de nationale krav til støjniveau kan overholdes inden for så kort en afstand og selv, hvis det er tilfældet, må den lavfrekvente støj stadig forventes at være en ubehagelig forstyrrelse for beboerne i deres daglige liv, med risiko for alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser, herunder søvnforstyrrelser og stress. Det er uacceptabelt, at man i Aarhus Kommune tilsyneladende er ligeglade med at pålægge beboere i begge kommuner sådanne gener, og det kan undre, at det ikke ser ud til, at man nærmere har undersøgt en placering af vindmøllerne tættere på motorvejen, der i forvejen er en støjkilde i området.

Lavvindsområde: Området omkring Vosnæs er kendt for lave vindforhold. Det kan derfor også at denne årsag undre mig, at man ønsker placering af møllerne her og ikke i et højere liggende landskab tættere på den eksisterende støjkilde fra motorvejen.

Skyggekast: Jeg er også bekymret for, hvor meget skyggekast/blink fra møllernes vinger vil påvirke såvel beboere som dyrelivet i området negativt.

Truede dyrearter: I området omkring Vosnæs er der rapporteret om flere truede dyrearter, som flagermus og havørne. Jeg mener, det er meget vigtigt at beskytte vores truede dyrearter fra udryddelse. Jeg mener ikke, at man med opstilling af møllerne i det påtænkte område kan garantere den krævede beskyttelse af dyrene.

Ødelæggelse af naturområder: Området øst for den planlagte placering af møllerne er et fredet natur- og kulturskønt område, som tiltrækker mange naturelskere – også mange aarhusianere, der søger dertil for rekreation. Opsætning af vindmøller på op til 150 meter i højden bekymrer mig, da de uundgåeligt vil ødelægge det naturskønne landskab visuelt og dens rekreerende ro.

Derudover finder jeg, at der en mangel på klar dokumentation for, at dette projekt vil have de forventede positive effekter på miljøet og energiforsyningen. Det er vigtigt, at eventuelle fordele af vindmølleprojektet nøje vejes op imod de negative virkninger, det har på lokalsamfund og miljø.

Jeg opfordrer derfor på det kraftigste Aarhus Kommune til at genoverveje projektet med opsætning af 150 meter høje vindmøller i dette naturskønne og rolige område ved Vosnæs. Der bør gennemføres en omfattende og objektiv miljøvurdering, der inddrager alle de bekymringer, som lokale borgere og organisationer har givet udtryk for ligesom, det kan anbefales at undersøge placering af vindmøllerne tættere på motorvejen, som allerede er en støjkilde i området. Det er afgørende, at vi beskytter vores naturskønne områder og respekterer de rettigheder og trivsel, som beboerne i området fortjener.

Med venlig hilsen
Tine Larsen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Tine Boesen Larsen

Indsendt

24/09/2023 11:49

Sagsnummer

HS7469824

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Skødstrup - Løgten
Hørings-id

H666

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00