Debatoplæg - Vedvarende energianlæg ved Studstrup og Vosnæs
Ja tak til opstilling af vindmøller og solcellepark
Sæt vindmøller og solceller op! Der er ikke tid til fodslæberi i forbindelse med den grønne omstilling, og alle må bidrage - by som land!
Jeg har ikke kunnet finde belæg for modstandernes påstand om, at det vil gå ud over fuglelivet, såfremt vindmøller ikke sættes op direkte på trækfuglenes rute, og selvom det er svært at gøre op, viser en tysk undersøgelse, at hver vindmølle i snit kun koster 3,8 fugleliv om året, hvilket er minimalt i forhold til fugledøden, forårsaget af menneskelige konstruktioner som f.eks. moderne glasarkitektur. Alene i Berlin koster glasfacaderne anslået 4 millioner fugle livet. For ikke at tale om vildkattenes rovdrift på fugle, så vil man være dyre/fuglevenlig, så skyd alle tam- og vildkatte og fjern glasfacaderne! Men naturen har selvfølgelig sin orden, som vi mennesker har bragt grundigt i uorden ved et ekstremt overforbrug, køb-og smid-væk-kulturen, flytransport, emballage-svineriet ("coffee to go", fastfood kulturen, unødig plastemballage i supermarkeder), fældning af skove i andre lande til import af biobrændsel, anlæggelse af store bygge- og havneprojekter mm. mm. mm. mm.
Hvad angår solcelleparken opstillet ved Studstrup kan jeg være bekymret for, om det er en hensigtsmæssig placering p.ga evt. korrosion af metaller i solcellerne fra saltholdig havluft, der kan forringe levetiden på disse, men jeg ser gerne mange solcellerne stillet op langs motorvejene og på de 1000 vis af flade tage på erhvervsbygninger rundt om i landet. Solceller opstillet på marker kan dog give tiltrængt ly for dyr og måske endda være med til at forhindre nogle af de mange dyredrab, som landbruget er skyld i. Dyrelivet er i forvejen presset af en intensiv mono-landbrugskultur med brug af sprøjtegifte, der truer biodiversiteten, motorvejs- og andre store anlægsprojekter, der forhindrer dyrenes fri færden og ødelægger biotoper.
3 vindmøller og en solcellepark lyder ikke af meget, men er dog en start på den grønne omstilling, men der skal også ske mere på andre fronter!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dette forslag i virkeligheden er en politisk afledningsmanøvre. Borgmester Jacob Bundsgaard og slæng sætter et par vindmøller og solceller op for at pynte lidt på et CO2-regnskab, alt i mens der klaskes med beton på livet løs i Aarhus. Gamle, fine huse rives ned for at give plads til både grimt og CO2 belastende højhusbyggeri overalt i byen med 1000-vis af spekulant-lejligheder stående tomme samt en uhørt, udemokratisk vedtagelse (S, V, C, SF) af havneudvidelsen - en kæmpe miljømæssig katastrofe - trods utallige borgerprotester og forsker-advarsler.
Klimakrisen er en realitet. Vi har med skovbrandene i bl.a. Spanien og Grækenland og andre lande i år "kun" fået en grim forsmag på fremtidens scenarie, som kommende generationer vil stå i med afmagt, hvis ikke der handles NU! Om få årtier vil vi sikkert brænde op i vores eget selvskabte helvede.
Det er mine ord i denne sag. Der er mange andre sager, der også bør kigges på i dagens Danmark, men med hensyn til solceller og vindmøller: KOM I GANG! Det kan kun gå for langsomt!
Kilder, som ligger til grund for ovenstående svar:
https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=985
https://videnskab.dk/naturvidenskab/vindmoeller-gavner-fuglene-mere-end-de-skader-dem/
https://www.rbb24.de/panorama/beitrag/2021/11/berlin-glasscheiben-voegel-tot.html
https://www.fws.gov/library/collections/threats-birds
Download høringssvar som pdf