Gå til hovedindhold
Debatoplæg - Vedvarende energianlæg ved Studstrup og Vosnæs

Høringssvar Vosnæs

Vosnæs vindmøller høringssvar
Er Århus kommune i færd med at planlægge at smide barnet ud med badevandet ?
Vi har boet her på Kaløvej i 25 år, og flyttede herud på grund af den helt specielle smukke og unikke natur og omgivelser, her i den fredfyldte lille vig med skov og strand og alle de skønne muligheder det giver for rekreative udfoldelser og naturoplevelser.
Vi føler stadig lige så stor glæde og taknemmelighed, for at kunne leve vores liv dette fantastiske sted, og forstår simpelthen ikke, at noget normalt menneske med forstand, hjerte og samvittighed, kunne få den vanvittige ide at ødelægge et så specielt, smukt og værdifuldt område. Hvilket jo ikke bare vil berøre os, men rigtig mange mennesker, som har deres hjem og liv her, og som har en stor kærlighed til vores allesammens dejlige område.
Udover det så benyttes det sammenhængende område her ved gl Løgten strand og Vosnæs af rigtig mange mennesker fra både Aarhus, Syddjurs og Favrskov kommune året rundt, som kommer her for at slappe af og lade op, eller dyrke motion og forskellige andre aktiviteter til lands og til vands. Specielt mange kommer fra Rodskov, Løgten Skødstrup og Hornslet, som jo er områder med stor tilvækst og nybyggeri. Forstå at dette er et rekreativt område af meget stor værdi både for nærområdet og for rigtig mange mennesker. Der findes simpelthen ikke noget tilsvarende. Så venligst, pas på det.
Området her, og for så vidt hele vigen, er en naturperle, og et særdeles værdifuldt rekreativt område, som vi alle har ansvar for at passe på og beskytte. Der er også nye generationer på vej efter os, som har ret til at få glæde af det.
Vigen er et stort aktiv. Det er rigtig vigtigt at forstå, så man ikke over hals og hoved kommer til at lave uoprettelig skade, for at opfylde ambitiøse politiske mål.
Jeg synes også, det er stærkt bekymrende, hvis politikere ikke udviser respekt for beskyttelse af kystnærhedsområder, for nabokommuner og deres lokalplaner, og for landskabs og naturfredninger.
Ved tænkte mølleplaceringer ville man obstruere den fredning, som går ganske få hundrede meter fra stedet. Og hvor der i fredningsbestemmelserne klart og tydeligt står, at der ikke må opføres vindmøller i området. Beskyttelsen af det visuelle indtryk er fremhævet i fredningen. Hvad siger loven om det ?
Yderligere kan man heller ikke opfylde at opstille møllerne på nordsiden af boliger, som man normalt skal tilstræbe at gøre. Men påtænker med nævnte placering at opstille dem øst og stik syd for boligområdet som strækker sig fra landsbyen Eskerod, hele vejen ned af Kaløvej samt Strandvejen ved gl. Løgten strand. Samt hele sommerhusområdet, hvor der også bor mange fastboende. I hele området er der rigtig mange renoverede og også en del nybyggede boliger. Mange mennesker har brugt rigtig meget tid, energi og penge på at skabe sig et dejligt hjem her.
Placeringen i området er også her utrolig uhensigtsmæssig, fordi det både vil forøge generne fra klip og flimmer betragteligt, og samtidig nedsætte tiden hvor møllerne kan være i funktion. Fordi der er lovkrav om at klip kun må accepteres 10 timer på et år for en bolig. Og hvordan skulle nogen kunne holde styr på det ?
Så støj, specielt lavfrekvent, og placeringen på den forkerte side af solen vil tilsammen være en rigtig dårlig cocktail, som vil medføre urimelige gener for alle omkringboende.
Personligt ville placeringen af møller få en voldsom indflydelse på trivsel og velbefindende i vores eget hjem, fordi vores opholdsrum, terrasse og have, som mange andres, er optimalt sydvendt placeret i forhold til solen. Hele udsigten vil blive domineret af tre ved siden af hinanden roterende kæmpevindmøller på 150 meters højde, som også fylder meget i bredden. Set i forhold til skoven som ”kun” er omkring 20 m i højden, vil de fylde voldsomt i himmelrummet. Og gøre det meget svært for øjet og sjælen at finde ro, og totalt ødelægge vores skønne uforstyrrede udsigt over eng, sø og skov, som normalt giver os så meget glæde og ro i sjælen,
Alt i alt vil det gøre det virkelig svært at opleve, at man bor i et natur og landskabs/udsigtsfredet område.
Udover det er der jo også grund til at forvente betydeligt værditab af boligen.

Jeg synes, det er dybt problematisk, at støjen og flimmer/klip og visuel forstyrrelse fra vindmøller kan forringe menneskers livskvalitet og velbefindende betragteligt. Og mener bestemt, ikke at den slags store tekniske anlæg hører hjemme i hverken boligområder, i sommerhusområder, i fredede områder eller i rekreative naturområder, eller i særligt bevaringsværdige landskaber af både lokal og national interesse.. Og da slet ikke, hvor alle områder oven i købet er til stede samtidig , som det er tilfældet her. Meget tæt på området ligger også Spisesteder og campingplads, som også vil blive påvirket negativt.
Det er tydeligt at borgernes opbakning til denne mølleplacering, også langt udover nærområdet, kan ligge på et meget lille sted.
Aarhus kommune oplyser, at de har udpeget en del områder i kommunen, i forhold til opsætning af vedvarende energianlæg. Så der foreligger tydeligvis andre og langt mere realistiske, og langt mindre skadeforvoldende muligheder.
Jeg mener, at store forstyrrende tekniske anlæg, som kæmpevindmøller jo er, ikke burde få lov til at forpeste menneskers liv, og at afstandskrav til menneskers boliger i virkeligheden burde være langt langt større. Og mener helt klart at møller skal til havs, eller om muligt placeres langs motorveje sammen med solcelleparker.
Vi skal helt sikkert have meget mere ” ren ” energi. Men det bør være vel gennemtænkt, og det er ikke nødvendigt at gøre det til en kamp og en destruktiv proces.
Jeg håber Århus kommune tager ansvaret på sig, og udnytter de gode hjerner og den kreative kapacitet, der er til rådighed , til nu at få udtænkt og skabt gode gennemtænkte løsninger vedr. placeringer af VE anlæg. Hvor der også samtidig tages hensyn til mennesker, og ansvar for at passe på og bevare vores alle sammens dejlige fredfyldte naturområder. Vi lever i en tid, hvor der er hårdt brug for disse oaser, med den glæde, afslapning og trivsel de giver mennesker. Det er den bedste og billigste medicin der findes for bekymringer stress og mistrivsel.
En sidste bemærkning til placeringsstedet ved Vosnæs, vil være en kraftig opfordring til en gang for alle endelig at få fredet hele området ved Vosnæs.
Og så måske undersøge, om der pt er en interessekonflikt i danmarks naturfredningsforening. Det som sker nu, giver jo slet ingen mening.

Irene Precht Christensen Kaløvej Gl løgten Strand.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Irene Precht Christensen

Indsendt

01/10/2023 19:18

Sagsnummer

HS8473590

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Skødstrup - Løgten
Hørings-id

H666

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00