Alle kommuner skal bidrage til den grønne omstilling og nedbringelsen af CO2. Det er fair nok. Men det er ikke fair, at en stor kommune som Aarhus med mange indbyggere skal presse mastodontiske solcelleanlæg og vindmøller ind på et forholdsvist lille areal. Befolkningstætte kommuner kan simpelthen ikke rumme så mange VE-anlæg som kommuner med større arealer og en lille befolkning.
Regering og Folketing skal gentænke modellen, så det er muligt at tage reelt hensyn til de erkendte og oplevede gener ved vindmøller: Støjgener, visuel forurening, ødelæggelse af naturmæssige herlighedsværdier, lysflimmer, trafikbelastning. Og ved solcelleparker: Støjgener – brummen fra transformatorer – visuel forurening, biodiversitetsforringelser, adgangsbegrænsninger til det åbne land og beslaglæggelse af arealer, som kunne være anvendt til fødevareproduktion eller natur. Vi har at gøre med arealer, som Aarhus Kommune selv har udpeget som et umisteligt kulturmiljø, og som staten har udpeget som kystnærhedszone.
Aarhus Kommune må troppe op på Christiansborg og tydeligt plædere for, at planlægningsgrundlaget for VE-anlæg skal gøres meget, meget klogere.
Når kommunes gode talspersoner står over for politikerne på Borgen, kan de også spørge ind til kompensationerne. Som det ser ud nu, overkompenseres landmænd, energiselskaber og danske og udenlandske investorer. Taberne i dette spil er naboerne, hvis ejendomsværdier rasler ned. Taberne er også alle de, som bare mener, at naturen skal have en chance. De pengestærke og selvpåstået miljøbevidste investorer skynder sig lige nu med at udnytte et vidt åbent og alt for lukrativt ”klimavindue”. Den guldfeber skal slås ned. Vi har måske travlt med den grønne omstilling, men ikke så travlt, at hovedet parkeres 180 meter oppe i vindmøllens hat.
Mens vi venter på besindelse på Christiansborg, kan Aarhus Kommune træde på bremsen og søge og udnytte andre veje for at nedbringe CO2.
Restaureringsarkitekt BUE BECK