Gå til hovedindhold
Debatoplæg - Vedvarende energianlæg ved Studstrup og Vosnæs

Møller ved Vosnæs - Misbrug af ”Den grønne omstilling

Jeg har med stor nysgerrighed læst oplægget til placeringen af 3 stk 150 meter høje 4,5MW landvindmøller ved Vosnæs. Efter at have gennemgået materialet kan jeg på ingen måde tilslutte mig denne placering.
Der er så mange argumenter imod forslaget og utroligt få der taler for.
• Naturen omkring Vosnæs pynt og Kalø vig er enestående. Det er et af de mest stille områder i Danmark, hvor der hverken kan høres trafik eller industristøj. Det er noget alle der kommer i området kommenterer. Der er stille!
• Der bor faktisk mennesker indenfor 1 km, selvom det ifølge Aarhus kommune og projektudvikleren NRGI Renewables optik ikke rigtigt ser ud til at at være tilfældet (fordi det primært er mennesker der bor lige på den anden side af kommunegrænsen, i sommerhusområdet Havhusene. Derudover har man ikke talt lejerne på Vosnæs gods med)
• Havhusene består af ca 70 ejendomme, primært opført i træ. Området har pga. Stilheden og roen tiltrukket mange udfordrede borgere (f.eks. pensionister og førtidspensionister), som af samme grund har ret til helårsbeboelse. Der er derfor et voksende antal helårsbeboere.
• Grænseværdien for støj fra vindmøller er 20 dbA målt indenfor, men tager udgangspunkt i en beregningsmodel for et standard murstens parcelhus, med en langt højere dæmpning af de lavfrekvente lyde end træhuse. Beboerne i Havhusene vil derfor reelt ikke kunne opnå nogen betydende dæmpning ved at opholde sig indendørs.
• Havhusene og fire beboelser på Vosnæs gods ligger øst og nord øst for det foreslåede område, og vil derfor ofte komme i slipstrøm af de dominerende vindretninger.
• Da møllerne potentielt kan blive placeret i kote 8-15 og Havhusene ligger i kote 2-6, uden mellemliggende bakker, vil der være ”line of sight” og derfor ingen afbødende støjdæmpning.
• At vindmøller støjer og har indvirkning på menneskers helbred er fakta, ikke mindst understøttet af Professor Henrik Møllers mangeårige forskning på området. I en radius på 3500 meter vil en mølle af denne størrelse kunne høres/mærkes, og beboerne i Havhusene og Vosnæs bor 800-1100 meter fra det foreslåede område.
• Aarhus kommune ønsker at gennemføre et sådan projekt i den grønne omstillings navn og fordi regeringen har sat retningslinjer for hvor meget VE kommunerne skal levere. Når Aarhus Kommune historisk set ikke har ret mange landvindmøller, er det jo fordi det er et relativt tæt befolket område uden ret megen vind. Der findes langt bedre placeringer i områder hvor støjen vil gemme sig i en eksisterende baggrundsstøj, som eksempelvis motorveje.
Jeg synes materialet er ugennemtænkt og ”Den grønne omstilling” bliver brugt på en bevidst manipulerende måde, der forsøger at sætte alle krtiske argumenter ud af spil.
Det er helt fint med vindmøller, men de skal placeres hvor de ikke generer natur og mennesker, som f.eks. på havet eller ved i forvejen støjende aktiviteter som motorveje. Her er muligheden for skalering også betydeligt større.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Hanne Sandrini

Indsendt

01/10/2023 21:55

Sagsnummer

HS3897049

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Skødstrup - Løgten
Hørings-id

H666

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00