Debatoplæg - Vedvarende energianlæg ved Studstrup og Vosnæs
Ja tak til solceller, nej tak til vindmøller ved Vosnæs
Kære Aarhus Kommune
Vi har et sommerhus, der ligger omkring 900 meter fra den nærmeste planlagte vindmølle, som endda kommer til at stå sydvest fra huset, og vi regner dermed med, at støjen vil blive opfattet endnu tydeligere pga. vindens dominerende retning. Vi glæder os derfor ikke over udsigten til vindmøller i "baghaven", og vi er desuden nervøse for, om vi bagefter ikke kan komme af med sommerhuset, hvis støjen bliver så generende, at det f.eks. går ud over nattesøvnen.
Vi nyder, lige som mange andre, at gå ture i landskabet omkring Vosnæs Pynt, sejle kajak i bugten osv, hvilket vi også mener, de meget store vindmøller kommer til at tage lidt af fornøjelsen ud af. En sidste bekymring angår fuglelivet, flagremus mv. omkring Vosnæs Pynt. Når vi er i sommerhuset oplever vi årets gang, og særligt trækfuglene glæder vi os over i det tidelige forår og efterår, så som gæs og store stæreflokke. Omkring Vosnæs ser vi glenter, rørhøge, havørne og sågar storke samt en stor mængde flagremus i de sene aftentimer. Vi kan læse i diverse rapporter og vurderinger fra andre steder med opstillede møller, at der vil ske en del kollisioner med fugle, der flyver i rotorhøjde, og at særligt flagremus er udsatte, da de får indre skader fra trykbølgerne, som gør, at de findes døde i skoven efterfølgende.
Samlet set mener vi derfor ikke, at vindmøllerne er prisen værd. -Måske kunne Aarhus Kommune bede om at opstille de tre møller ved en af de mange vindmølleparker, der allerede findes på havet ud for f.eks. Samsø. Alternativt kunne de opstilles steder, hvor der i forvejen var larm, ved f.eks. en motorvej.
Vi er til gengæld med på idéen omkring solceller, og vi så gerne, at der kom solceller på de dyrkede marker omkring Vosnæs, hvilket både ville gøre noget positivt for den grønne omstilling, og booste biodiversiteten, hvis arealet omkring solcellerne fik lov til at stå vildt.
Af mere lavthængende CO2-frugter kunne desuden nævnes, om det ikke skulle være dyrere at flyve til Købehavn end at tage toget? Om det er nødvendigt, at alle skal kunne "surfe" på 5G på mobilen, og 1TB i hjemmet, når internet og streamning udleder mere CO2 end flytrafikken? Om det rimeligt, at man stadig kan købe 500 gram oksekød til 30 kroner, når oksekød alene står for over 10 procent af den almindelige danskers CO2-udledning (sammenlignet med flytrafikkens 4 procent i følge Concito-undersøgelsen).
Mvh Søren og Natasha Wolf
Download høringssvar som pdf