Gå til hovedindhold
Debatoplæg - Vedvarende energianlæg ved Studstrup og Vosnæs

Nej tak til vindmøller ved Vosnæs

Som sommerhusejer i Havhuse vil jeg gerne udtrykke mine store skepsis overfor dette projekt.
For det første vil jeg gerne påpege, at jeg mener, der er behov for en grundigere undersøgelse af lovmæssigheden ved opførelsen af vindmøller ved Vosnæs. Det er afgørende at sikre, at borgerne i nærheden af projektet ikke mister deres etablerede ret til at færdes langs Vosnæs Pynt, stien i skovstykket og markerne ved Vosnæsgaard. Jeg vil gerne have en forklaring på, hvordan Århus Kommune planlægger at bevare disse rettigheder for borgerne. Hvis sådanne rettigheder ikke kan sikres, vil jeg gerne vide, hvilken retlige grundlag Århus Kommune støtter sig til for denne beslutning.

For det andet ønsker jeg at fremhæve et bekymrende aspekt ved Århus Kommunes planer om at opføre vindmøller i nærområdet, som synes at være blevet overset. Mange af sommerhusene, der ligger i umiddelbar nærhed af det planlagte projekt, fungerer faktisk som helårsboliger i fuld overensstemmelse med gældende regler. Dette skyldes, at pensionister har ret til at bo i deres fritidshuse året rundt. Som følge heraf vil generne fra de planlagte vindmøller have en langt større og betydelig mere indgribende indvirkning på beboernes dagligdag, end Århus Kommune antager i projektdesignet.

Mit spørgsmål går på, hvordan Århus Kommune agter at sikre sig, at den korrekte viden og grundlag anvendes ved beregningen af de faktiske gener, som projektet vil medføre for beboerne. Det er afgørende, at kommunen tager højde for den reelle situation, hvor mange sommerhuse fungerer som helårsboliger, for at opnå en nøjagtig vurdering af projektets påvirkninger på beboernes livskvalitet. Derfor er NRGIs beregninger ubrugelige, da de ved nærmere gennemlæsning er ekstremt fejlbehæftede, særligt hvad angår områdets beboelsestyper (sommerhus/helårsbolig) og bygningstyper (mursten/træhus).

Jeg opfordrer Århus Kommune til at foretage en omhyggelig undersøgelse af dette aspekt og tage hensyn til de faktiske forhold i området, så beboernes interesser og velvære prioriteres korrekt i beslutningsprocessen.

Med venlig hilsen,

Signe Nordentoft
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Signe Rem Nordentoft

Indsendt

02/10/2023 18:50

Sagsnummer

HS4398499

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Skødstrup - Løgten
Hørings-id

H666

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00