Debatoplæg - Vedvarende energianlæg ved Studstrup og Vosnæs
Høringssvar – ID H666 / indkaldelse af forslag og idéer
Som udgangspunkt er jeg meget positiv fortaler for den grønne omstilling, og ønsker fossile brændstoffer udfaset til fordel for mere grønne energiressourcer. Det er dog afgørende at det gøres gennemtænkt og langsigtet, og det kræver at man nøje overvejer og gennemgår de valg, der foretages.
Det giver ikke mening at skabe vedvarende energi på rekreative landskabelige arealer af høj kvalitet og med negativ indvirkning på rigtig mange tusinde lokale beboere og brugere af områderne. Efter min mening skal vi virkelig værne om vores natur, og at bytte den med hurtigt udlagt grøn energi uden omtanke, virker ikke langsigtet, gennemtænkt eller bæredygtigt.
Solcelleparker - VE-anlæg i 8541 Skødstrup
Placeringen af solcelleparker i lavtliggende landskab undrer. Det vil sige en bevidst placering i forgrunden for udsigten fra en stor del af den voksende by Skødstrup/Løgten. Hvor forgrunden for udsigten til det inderste af Aarhus Bugten, Kalø Vig og Mols-bjerge, bliver kraftigt skæmmet af solcelleparker. Blandt andet vil Skødstrup Kirke’s indsigtslinje få negative påvirkninger af de visuelle forhold i landskabet som følge af solcelleparker på størrelse med mere end 100 fodboldbaner.
Samtidig er placeringen også langs de to eneste indfaldsveje til Studstrup by. Indfaldsveje, hvor der også er stor aktivitet med gennemkørende motionscyklister på cykelstier.
Studstrup, placeret i en værdsat natur ved vandet, med byens beboere, der har valgt at bosætte sig netop her pga. det rekreative og de positive landskabstræk med strande, skove og spændende bakket terræn, og ikke mindst det åbne landskab med fornemmelse af plads og frihed, uanset i hvilken retning man bevæger sig ud af byen.
Med placeringen langs Ny Studstrupvej grænser området angivet til solcelleparker umiddelbart op til Hjørret Skov, der er udpeget til §25 naturskov (anden værdifuld skov) i Skovloven - af Miljøstyrelsen. Skoven er beskyttet natur, og udlagt som urørt skov, hvilket betyder skoven får lov at passe sig selv - der hverken plantes eller fældes træer. Når gamle træer dør af ælde eller vælter, giver det gode vækstbetingelserne for organismer. Naturskov og solcelleparker går ikke hånd i hånd.
I vores kommune findes områder, hvor de rekreative og landskabelige træk ikke har de samme kvaliteter. Solcelleparker kan placeres uden de store betingelser. Det er krav om sollys og tilslutningen til el-nettet, der er behov for. Det anses at være muligt at finde arealer til solcelleparker i Aarhus Kommune, hvor de ikke vil få negative konsekvenser landskabeligt og rekreativt for så mange beboere, som der er tale om i denne høring.
Vindmøller - VE-anlæg i 8541 Skødstrup
Det virker mere for et markedsføringstiltag for Aarhus Kommune med et image som bæredygtig at opstille vindmøller lige ud til Kalø Vig – end en reel tanke om at producere optimeret grøn energi.
Ønsket om at opstille 3 vindmøller på 150m’s højde på udpeget bevaringsværdigt herregårdslandskab anses som en meget kortsigtet og misforstået tilgang til bæredygtighed.
Vosnæs Gods oprindelse kan dateres tilbage til 1486, og selve Vosnæs’ historie går tilbage til middelalderen som bondeby. Går man ned over markerne fra Vosnæs mod Kalø Vig forstår man, hvorfor Godset blev bygget præcist der – landskabet, bugten og orienteringen ift. til verdenshjørnerne skaber velbevaret natur af meget høj kvalitet.
Det er uforståeligt at ønske vindmøller i dette kystnære område, men mindre det bevidst er for at skabe et statement om vindmøller i Aarhus Kommune på en meget synlig lokation.
Kystnærhed er ikke en betingelse for vindmøllernes funktion, tværtimod. Vindmøllernes placering i lavt terræn med, efter danske forhold, høje bakker mod vest, øst og nord, der ligger 100m højere, vil det ikke være en optimal udnyttelse af vindmøllernes effekt og dermed skal placering genovervejes til fordel for bedre funktionelle og landskabelige forhold, hvor vindmøllerne ikke så markant visuel påvirker omgivelser fra alle sider.
Ud over bevaringsværdigt herregårdslandskab, skal placeringen af vindmøllerne også forholde sig til stedets, af Naturstyrelsens fastlagte, strandbeskyttelse, skovbeskyttelse og naturbeskyttelse, som i øvrige industrielle projektet er afgørende og tungtvejende, og med god grund.
Jeg ser frem til en velovervejet og bæredygtig udvikling af Aarhus Kommunes udbygning af vedvarende energiproduktion, og at Aarhus Kommune vil sikre alle parters involvering på demokratisk vis og gennemsigtighed gennem processen.
Download høringssvar som pdf