Debatoplæg - Vedvarende energianlæg ved Studstrup og Vosnæs
Støjgener i forbindelse med solcellepark
Jeg er bekymret for støjgener i forbindelse med solcelleparken, da der kun er en afstand på under 200m til de nærmeste ejendomme. Der er desuden ca. 300 m til de nærmeste boliger og daginstitutioner i Studstrup by, samt befærdede områder (bl.a. fodboldbaner og cykel- og gangstier)
Når der bliver udarbejdet en rapport der vurderer støjforhold, er det vigtigt og også lovpligtigt at kommunen vurderer rapporten, samt den tilgrundliggende støjsimulering (typisk en computermodel) med kompetente eksperter. Det er især vigtigt at den tilgrundliggende støjsimulering vurderes, da rapportens konklusioner ellers kan vise sig at være ugyldige eller draget på baggrund af fejl, forkerte antagelser eller slet ikke stemmer overens med den tilgrundliggende model.
Kommunen har pligt til at besidde og anvende den nødvendige ekspertise for at kunne vurdere rapporten og den tilgrundliggende støjsimulering.
Fra Vejledning til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM): Konkrete projekter:
“
Den kompetente myndighed skal – på samme måde som bygherren – besidde den tilstrækkelige ekspertise for at kunne vurdere den af bygherren udarbejdede miljøkonsekvensrapport, jf. lovens § 24, stk. 1. Såfremt den kompetente myndighed ikke har den nødvendige ekspertise til rådighed, skal myndigheden inddrage ekstern bistand. Den kompetente myndighed har således ikke blot ansvaret for at modtage materialet fra bygherren, sende i høring og træffe afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles tilladelse.
Af lovens § 5, nr. 5, litra d og e, fremgår, at den afgørelse, som den kompetente myndighed træffer om tilladelse til det ansøgte projekt, også skal indeholde myndighedens den begrundede konklusion. Den begrundede konklusion er den kompetente myndigheds selvstændige ansvar til at foretage en realitetsprøvelse af de indsamlede oplysninger og en overvejelse af, hvorvidt disse om nødvendigt bør suppleres med yderligere informationer. Den kompetente myndighed skal således foretage både et undersøgelses- og analysearbejde med henblik på at komme frem til en så fuldstændig vurdering som mulig af et projekts direkte og indirekte virkninger på de faktorer, der er opregnet i § 20, stk. 4.59
“
Download høringssvar som pdf