Fritliggende boliger for et bæredygtigt lokalsamfund
Vi har et jordlod på 6.5 hektar (matrikel 16F), som ikke blev inddraget i udviklingsområdet for Naturbydelen Marienlyst i den første proces, men håber at det inkluderes i projektområdet. Vores jordlod ligger lige op mod den nordvestlige afgrænsning af projektet. Vi henviser til vores høringssvar om udvidelse af projektområdet.
Vi vil på det kraftigste understrege, at vores jordlod og jordlodderne omkring bør bebygges med fritliggende boliger.
Dette mener vi ud fra følgende betragtninger:
- Den smukke udsigt, som viser Aarhus’ egnens smukke natur med udsigt til Egåengdalen og Djursland.
- Potentialet til at binde lokalområdet sammen med Tilst og de mange faciliteter og potentialer, som findes her.
- Bidrage til en beboersammensætning som er bæredygtig for området -særligt mod nordvest.
Vi vil modsætte os, at matrikel 17A bebygges med tæt-lav eller etageejendomme.
Det vil skæmme hele områdets udsigt til naturen, ligesom det kun vil bidrage til endnu flere beboere i området, som kun bosætter sig for en kortere periode. Lokalområdet, i den nordvestlige del af projektet, har brug for familier og mennesker, som bosætter sig med ønsket om at blive i bydelen og bidrage til det lokale fællesskab.
Endnu et højhusbyggeri eller tæt-lavbyggeri vil endvidere ødelægge vores ejendom, som i dag ligger smukt og uforstyrret. Konsekvenserne vil være en forringelse af vores ejendomsværdi og vores fremtidige liv på vores ejendom - dette er selvfølgelig helt uacceptabelt.
Vi ønsker følgende til resumé:
- Ikke tæt-lav eller etageejendomme mod nordvest/mod Tilst
- Vi modsætter os etageejendomme og/eller tæt-lav bebyggelse på matrikel 17A.
- Vi ønsker bæredygtigt fællesskaber i vores lokalsamfund hvor mennesker ønsker at bygge deres liv op og forblive i mange år fremover. Dettes gøres gennem fritliggende boliger i den nordvestlige del af udviklingsområdet, således at man tiltrækker familier, som vil blive bosiddende i lokalområdet i mange år og bidrage aktivt til områdets fælleskaber.