Hvad er Kollektivbyen?
Foreningen Kollektivbyen er et virksomhedsfælleskab, som tæller 12 mindre virksomheder med mellem en og ti ansatte. Blandt virksomhederne er en række rådgivnings- og arkitektvirksomheder, en afdeling af Aarhus Universitetet, grafikere, softwareudviklere og meget mere. Det er et kreativt, fagligt og socialt fællesskab, som ligger i Gellerup i Brabrand.
Kollektivbyen vil med vores aktive engagement i bydelen vise, at det kan lade sig gøre at have veldrevne vidensvirksomheder i en udskældt bydel. Vores vision er at skabe et kreativt erhvervsfællesskab, hvor vi aktivt signalerer, at vi har valgt Gellerup til som vores adresse, fordi vi synes det er et godt sted for vores forretning.
Høringssvar
På vegne af foreningen Kollektivbyen vil vi gerne gøre opmærksom på, at Brabrand og specielt Gellerup rummer et stort potentiale for erhvervslivet. Det er et område, som ligger godt i forhold til infrastruktur og offentlig transport, og der er rigeligt med indkøbs- og parkeringsmuligheder meget tæt på arbejdspladsen.
Vi oplever en stor interesse og et stort engagement hos den type virksomheder, som vi selv repræsenterer: små, veldrevne vidensvirksomheder med erfarne folk med stort netværk. Vi forestiller os, at den bygning, vil lejer os ind i nu på Gudrunsvej 78, rummer et stort potentiale for både erhverv og beboelse i samme bygning. Det er startskuddet på den oplevelse, der venter beboeren, medarbejderen eller den besøgende, når de går mod nord til Karen Blixens Boulevard. Her kan vi også se et stort potentiale for den seriøse/erfarne iværksætter, der med sin viden og sit netværk kan tilbyde sine services til både kunder i området og ude i landet.
De mange studerende i kollegiet arbejder også med iværksættertemaet og kan understøtte denne udvikling, ligesom iværksættertiltagene på Karen Blixensboulevard og i Bazar Vest har et potentiale for et større publikum.
For at dette scenarie skal få luft under vingerne, er det vigtigt at kunne tilbyde nogle faciliteter, som små virksomheder efterspørger: faglige fællesskaber, adgang til sparring og sociale netværk, en klar identitet forbundet med stedet og virksomheden – og ikke mindst en rimelig husleje i nogle gode lejemål.
Derfor bør bygningen Gudrunsvej 78 (og gerne 80 og 82) tænkes som eksperimentarier for seriøse og erfarne iværksættere, der kan sætte den positive udvikling i gang i området.