Ingen mangel på boliger - mangel på grønne områder
Som privatperson synes jeg, at det bør prioriteres, at området udformes som et (stort) grønt areal med plads til ophold, boldspil og biodiversitet. Der er absolut ikke boligmangel i Aarhus længere - tværtimod kæmper mange firmaer med at få udlejet deres nybyggede boliger og det samme vil med al sandsynlighed ske med de boliger, som planlægges at blive bygget her. Der er ikke grund til at bygge mere end højest nødvendigt. I stedet vil et grønt areal, hvor børn og voksne kan nyde en is, grille eller spille bold være langt mere oplagt. Der er brug for naturen i bybilledet og ikke mere beton eller flere højhuse. Allerede nu er der mange tomme lejligheder i nærområdet - både nybyggede og gamle komplekser - og det til trods for at lejepriserne er langt lavere end i resten af Århus. Efterspørgslen for flere og (dyrere) boliger er der ikke. Til gengæld efterspørger flere og flere børn, unge og ældre grønne områder, som er med til at skabe trivsel, øge sundheden og samtidig styrke det lokale fællesskab. Derfor synes jeg, at det er en vigtig prioritering i omdannelsen af City Vest.