Debatoplæg - Omdannelse af City Vest til et mindre butikscenter og boliger
Fuldstændighed for en meningsfuld diskussion
For at få en meningsfuld diskussion af områdets fremtid, er det nødvendigt at vi kender til alle relevante input for området, og kan diskutere samme; som hvor letbanens forløb kommer til at være, samt hvor overgange og standsningssteder vil ligge. Det nytter ikke noget at sige at det er "uden for planområdet”. Hvis det påvirker området, er vi nødt til at kende til, og kunne diskutere det!
I debatoplægget står der for eksempel, at der er planer om et “stort knudepunkt for omstigning på Silkeborgvej”. Vi er igen nødt til at vide hvad det betyder, for meningsfuldt at kunne diskutere områdets fremtid. Plantegningerne viser standsningssteder for letbanen ved tunnelen under Silkeborgvej. Hvis “stort knudepunkt …” betyder at busser vil stoppe i krydset, som de gør i dag, er det tåbeligt at føre letbanen forbi krydset, for derefter at placere standsningsstedet ved tunnelen. Man kunne lige så godt have ført letbanen vest om Citycentret, og placeret standsningssted i nord-syd retning ved tunnelen. Ved et standsningssted ved krydset kan der laves fodgænger- og cykelovergange, så området ikke vil blive så "afspærret". Så, vi har altså brug for at vide hvad “stort knudepunkt for omstigning på Silkeborgvej” betyder.
Lige nord for planområdet ligger Gudrunsvej 78 "Kollektivhuset", bygningen ser træls ud! Der er gjort et forsøg på at bruge bibliotekets gamle lokaler til noget, men hvis det er meningen, at der skal være en sammenhæng nordpå mod Karen Blixens blvd., er det nødvendigt at der er en plan for renovering, og “noget” i stueetagen.
Lige nord for hallen, er der en tom grund. Hvad skal der ske med den? Det synes jeg også vi har brug for at diskutere, for at kunne se helheden.
Download høringssvar som pdf