Debatoplæg - Omdannelse af City Vest til et mindre butikscenter og boliger
Bevarelse af city vest
Høringssvar vedrørende fremtiden for City Vest i Aarhus
Dette høringssvar er vedrørende de fremtidige planer for City Vest i Aarhus. City Vest fortæller en bemærkelsesværdig og vigtig historie som en integreret del af Gellerup-området. Dets unikke arkitektoniske træk, der kombinerer luft, lys og rummelighed, har bidraget til at forme byen og tjent som et mødested for lokalsamfundet i over 50 år. I denne sammenhæng kunne det være værd at nævne, at City Vest er det første overdækkede indkøbscenter i Jylland.
City Vest er strategisk placeret og har potentiale til at fungere som et afgørende bydelscentrum og et samlingssted for beboerne i området. Udnyttelsen City Vests potentiale, rummer en mangfoldighed af funktioner, såsom dagligvarebutikker, kulturelle aktiviteter, kreative værksteder, biografer, gallerier, samt muligheden for et fælleshus med forskellige faciliteter. Her i ligger muligheden for at styrke sammenhængskraften i Brabrand og fremme et lokalt fællesskab for området.
Det er vigtigt at erkende at City Vest ikke blot er en bygning men også en vigtig del af byens historie og kulturarv. Vi bliver nødt til at handle med en anden intuition, end at rive ned, når vi i en tid med øget bevidsthed om klima og bæredygtigt byggeri. I denne omstilling er det afgørende at bevare og genbruge de eksisterende strukturer vi har til rådighed. Især når det gælder så ikonisk et byggeri som City Vest, der er i god stand og består af yderst holdbare materialer.
Hvis det handler om ønsket om flere boliger, tror jeg på at City Vest kan omdannes til beboelse, uden at det kræver nedrivning og erstatning af den eksisterende bygningsmasse. At rive 2/3 dele af City Vest ned er af arkitektoniske, kulturhistoriske og klimamæssige årsager yderst ufordelagtigt. Vi bør i stedet søge efter bæredygtige løsninger, det bevarer og genbruger eksisterende ressourcer. Lad os nu, bare for en gangs skyld, gå forrest i Aarhus Kommune og bevare vores byggede kulturarv og vælge en mere bæredygtig løsning end at rive vores bygningsmasse ned.
Med venlig hilsen,
Adam Marcel Nielsen
Download høringssvar som pdf