Ændring til Handicapkørsel -Jeg håber at jeg med dette forslag kan skubbe lidt til definitionen af stærkt bevægelseshæmmede

Forslaget

Forslag 1

Jeg ønsker at demens skal sidestilles med en fysisk sygdom, når der ansøges om handicapkørsel.

Jeg oplever mange borgere er fysiske i god form, hvilket vi jo også er blevet ”pisket” til er godt for os, men som ikke formår at tage offentlig transport, af flere forskellige årsager, feks: 

-Angst for at ikke kunne finde hjem

-Arme og ben lystrer ikke – så det kan godt være de fysisk ville kunne, men de kan ikke koble tanke til handling

Forslag 2

Jeg ønsker det skal være muligt at bevilge pårørende til borgere med demens kørsel til deres demente mor/far. Eksempelvis 10 x kørsel årligt så det er mulighed for at se kan deltage i sociale og glædelige begivenheder i familien, og derved ikke isoleres fra at deltage pga frygt og angst for at mor eller far “bliver væk”, feks på turen med tog, bus eller lign.  

Kommunen skal arbejde for de nødvendige lovændringer, hvis dette er en forudsætning for at realisere forslagene

Bemærkninger

Hvad skal det løse 1

-At borgerne i denne målgruppe ikke isoleres fra sociale arrangementer, herunder også i de nære relationer hvor de kan fastholde en kontakt og forhåbentlig være med til at de ikke isoleres yderligere, og symptomer forværres. 

Hvad skal det løse 2

Vi oplever ofte borgere ikke kan bevilges kørsel da de ikke er “bevægelses hæmmede” i en sådan grad de er afhængige af et ganghjælpemiddel eller berettiget til ganghjælpemiddel. De er fysisk i god form, hvilket det også fra alle sider opfordres til man skal være. Problemet er at hjernerne ikke længere lystre og den angst og utryghed det både gir ved borgere (feks nyligt opdaget demens) men særligt for pårørende der ofte er bange og utrygge ved at sende deres kære med tog, bus osv.

Det betyder de oprørende enten må hente selv, ta taxa eller udelukke deres kære fra feks. Jul og andre arrangementer. 

Det samme gør sig gældende ved eks. Sygehus besøg. Den enkelte pårørende har ofte også en familie (egne børn og børnebørn) et arbejde osv. der skal passes ind, og det er en stor stressfaktor (hører og oplever jeg i mit daglige arbejde).

Et eksempel kan være:

Mor skal på sygehus i Randers - demens udredning. Der gives ikke kørsel med patientbefordringen.

Datter som bor i Viborg kan vælge at køre til sygehuset og mødes med mor -hvis altså mor selv kan komme med bus, finde ned til opsamlingssteder for flextur, har råd til taxa osv. hvis hun overhovedet husker aftalen og kommer afsted.  

Eller datter kan som de meget ofte føler sig nødt til (måske fordi man før har ventet forgæves), tage en ferie dag, kører fra Viborg til Aarhus og så kører sammen til Randers. 

Det kunne også være en konfirmation, bryllup, fødselsdag eller lign.

Det kan være en stor opgave at få det hele til at gå op for dem som skal hjælpe deres kære, samtid med at alt bliver dyrere, og hverdagen for mange er et større puslespil der skal gå op.

Jeg mener og synes de pårørende løfter en enorm opgave med deres demens ramte pårørende og oplever derfor et behov for en hjælpende hånd.  Jeg tænker ikke det skal gives med diagnosen eller lign. Men en mulighed for de borgere og pårørende hvor det giver mening.