Ny organisering af Administrative Fællesskaber
Ny organisering af Administrative Fællesskaber
På Møllevangskolen har vi et utroligt velfungerende og konstruktivt samarbejde med AF, det være sig med den kompetente administrationsleder såvel som med de dygtige administrative medarbejdere.
Mit ledelsesteam (mig selv inkl.) oplever hver dag at få nødvendig og kyndig hjælp til at kunne fokusere på dét, som er vores kerneopgave, elevcentreret ledelse.
Som skoleleder skal jeg derfor ikke lægge skjul på, at jeg er bekymret over udsigten til, at der forrykkes ved selve præmissen for dette velfungerende samarbejde.
Jeg er helt indforstået med, at der naturligt må ske en tilpasning, efter at de tekniske servicemedarbejdere rykkes ud af porteføljen for AF.
Som skolelederforeningen gør opmærksom på, ser jeg dog ligeledes med bekymring på udsigten til, at administrationslederne fremadrettet skal betjene mere end tre skoler, samt hvorledes noget sådant vil spille ind på den påkrævede tætte opfølgning og sparring på skolernes økonomi og ledelse af det administrative personale, når administrationslederen kommer endnu længere væk fra dagligdagen.
Hertil tillader jeg mig at stille spørgsmål ved, hvor mange reelle besparelser, vi som samlet organisation opnår, når vi hele tiden omstrukturerer i det omfang, som sker lige nu?
På vegne af ledelsesteamet på Møllevangskolen.
Thomas Chr. Trønning
Skoleleder
Download høringssvar som pdf