Forslag til Lokalplan nr. 1161 - Boligområde ved Eskegårdsvej i Mårslet
Den danske natur er under pres, respekter åbeskyttelseslinjen!
Det er dårlig forvaltning og en glidebane at dispensere fra den lovgivning der er installeret for at beskytte naturen i en tid hvor naturen er stærkt presset. Vi lever i en tid hvor det bliver mere og mere tydeligt at den danske natur er presset og i tilbagegang. Gang på gang konkluderer statusrapporter at naturen er under pres og har stærkt brug for forebyggende tiltag. Eksempelvis efterlyser Biodiversitetsrådet i deres rapport fra 2022 ”Mere plads mere kvalitet, som er mere beskyttet” (Biodiversitetsrådet, 2022). Jeg hilser kommunalplanforslagets tanker om at udvikle på kvaliteten af naturen omkring Eskegården velkommen, men mener det er essentielt at åbeskyttelseslinjen respekteres og at vi ikke reducerer vores naturarealer når vi bør ekspandere dem.
I de senere år har man ligeledes erfaret at det danske drikkevand også er truet af blandt andet pesticid- og medicinrester og øvrige kemikalier. Organisationer som Danske Vandværker, DANVA og Danmarks Naturfredningsforening og nyhedsmedier som Ingeniøren har talrige artikler der beretter om stigninger i fund af uønskede stoffer i vores drikkevand med resulterende behov for lukninger af boringer. Vil vi have rent drikkevand i fremtiden er vi nødt til at være ekstremt påpasselige omkring vores indvindingsområder og det er derfor ikke hensigtsmæssigt at placere en vej lige ved BNBO’en ved Mårslet vandværk.
Af ovenstående årsager bør det foreliggende forslag til Lokalplan nr. 1161 forkastes.
Download høringssvar som pdf