Forslag til Lokalplan nr. 1220 - Boligområde ved Ny Moesgårdvej - Konvertering til byzone
Høringssvar - Forslag til Lokalplan 1220
På vegne af Grundejerforeningen Københavnergården sendes hermed en række fokuspunkter, som vi ønsker medtaget i kommunens vurdering inden endelig afgørelse.
Grundejerforeningen Københavnergården dækker 71 parceller på Søsterhøjvej, Katterhøjvej og Sandmosevej og støder dermed op til området, som er i høring.
Lokalplan 1220 formulerer, at området som er i høring fremadrettet efter en eventuel konvertering til byzone skal indgå som en helhed med det eksisterende boligområde. Heri er vi enige.
I forbindelse med udstykning af Sandmosevej fik Aarhus Kommune i 1976 (og med rettelser i 1983) tinglyst en deklaration på parcellerne, som relativt præcist beskriver, hvordan man ønsker, at området skal fremstå. Grundejerforeningen Københavnergården henvendte sig for nogle år tilbage til kommunen med nogle specifikke ændringsforslag til de tinglyste deklarationer, men dette ønske blev afslået. Heraf må udledes, at Aarhus Kommune dermed stadig ønsker opretholdelse af de i deklarationerne fremsatte krav (deklarationerne er vedlagt som pdf).
På denne baggrund har vi nedenstående fire indvendinger til forslaget til lokalplan 1220.
BEBYGGELSENS OMFANG OG PLACERING
Forslag til Lokalplan 1220 - §8 Bebyggelsens omfang og placering mm.: Heri fremgår det at højden maksimalt må være 8,5 m
Forslag til Lokalplan 1220 - §9 Bebyggelsens udseende og skiltning: Heri fremgår det at taget skal udformes med mindst tosidet hældning (25-45 graders taghældning og ens på begge sider).
I henhold til de tinglyste deklarationer på nabo-parcellerne er kravene noget skarpere formuleret, og vi må henvise til, at det bliver disse krav, der indgår i lokalplanen.
• Det vil sige, at byggeriet maksimalt må opføres i 1½ plan, udført uden anvendelse af reflekterende eller blanke tagmaterialer.
• Garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger må ikke opføres nærmere skel mod grønt fællesareal og stier end 0,5m
I det der er tale om byggeri, der udføres i et allerede etableret område, bør man også tilføje et afsnit omkring indbliksgener, og hvordan det skal håndteres. Det kunne f.eks. være ved at pålægge et fremtidigt byggeri krav om, at der ikke må være større facadepartier eller kviste på overetagen mod naboerne i nord (Sandmosevej) og vest (Søsterhøjvænget) samt fastlæggelse af krav til placering af altaner og lignende på overetagen . Hermed kan man dæmme op for fremtidige nabokonflikter og behandling af naboindsigelser.
VEJ OG STIFORHOLD
Forslag til Lokalplan 1220 - §5 Trafikforhold: Heri fremgår det at vejadgang skal ske fra Ny Moesgårdvej
De for området tinglyste deklarationer angiver, at der blandt andet skal være facadeløshed ud mod Ny Moesgårdvej for Søsterhøjvej, Sandmosevej og Katterhøjvej. Dette er for området et signifikant karaktertræk og bør derfor indgå i den endelige lokalplan.
Det betyder som minimum:
• Adgang til området kan IKKE ske fra Ny Moesgårdvej. Her skal der være levende ubrudt hegn (se afsnittet herunder)
• Der må ikke etableres adgang ud til de to stier. Dette forhold er i deklarationen direkte beskrevet for de nærmeste parceller på Sandmosevej (Sandmosevej 62 + 64 + 66). Det er også Grundejerforeningen Københavnergårdens holdning, at man generelt ikke skal anvende skolestier som adgangsveje for køretøjer.
Vi anerkender, at adgangen til området, der ønskes konverteret til byzone, dermed vanskeliggøres. Man skal fra Aarhus Kommunes side derfor have fundet en løsning inden den endelige lokalplan vedtages. Om det eventuelt er muligt at forlænge Søsterhøjvænget, må Aarhus Kommune vurdere.
HEGN OG BEPLANTNING
Forslag til Lokalplan 1220 - §10 Ubebyggede arealer, hegn og beplantning: Heri fremgår det, at der skal anvendes levende hegn i form af hæk eller busk. Dette skal mod vej og sti plantes 0,5m inde på egen grund.
Den på naboparcellerne tinglyste deklaration har skærpede krav. Det bør være disse krav, der indgår i den endelige lokalplan. Det vil som minimum sige:
• Der må på grunden ikke findes beplantning, der ved skygge eller kraftig vækst er til gene for naboerne.
• Ubebyggede områder skal holdes i sømmelig stand.
• Det levende hegn skal være ubrudt og udført med de i deklarationen fastlagte plantetyper (naur, tjørn, bøg eller lærk)
SIKKERHEDSZONE PÅ BAGGRUND AF ISNEDFALD
På grund af isnedfald fra master har Søsterhøjmasten været omgivet af en 150 meters sikkerhedszone samtidig med, at man i 1972 fastholdt at aflukke Ny Moesgårdvej i perioder med risiko for isnedfald. Andre løsninger på problemet blev diskuteret og forkastet, herunder opvarmning af barduner via el-net samt beklædning af bardunerne med et andet materiale.
I 1997 revurderede man forholdene i forbindelse med byggeriet af Skåde Skovhuse. Den indhøstede viden og erfaringer igennem de sidste 25 år blev inddraget, og man konkluderede, at forholdene omkring isnedfald faktisk var værre end antaget i 1972. Derfor valgte man at bibeholde alle de iværksatte tiltag herunder en opretholdelse af en sikkerhedszone på 150 meter. I forlængelse heraf har tidligere ejere af masten også hidtil fundet det ønskeligt at beholde jorden indenfor sikkerhedszonen.
Sikkerhedszonen er efterfølgende blevet reduceret med 10 %, så den nu er 135 meter.
Det kan ikke afgøres af forslaget til Lokalplan 1220 om området der ønskes konverteret til byzone ligger inden for eller uden for sikkerhedszonen. Skiltningen af risikozonen står i dag således, at området ligger inden for sikkerhedszonen (se vedlagte billede). Man skal derfor med sikkerhed have fastslået placeringen af området samt de afledte konsekvenser heraf inden dette område udlægges til byzone og bebyggelse. Samtidig bør man i konsekvensvurderingen forholde sig til nedenstående forhold:
• Samtlige parceller, der støder op til Søsterhøjmasten, har oplevet isnedfald (fra masten) som er ramt ned i haven eller på taget af huset (det drejer sig om Søsterhøjvej 12, 14, 16, 18, 20 og 24). Der er tale om isnedfald registreret op til 150-180 meters afstand. Aarhus Kommune er også løbende blevet gjort opmærksom på dette forhold, fra blandt andet Grundejerforeningen Københavnergården.
• Hos Skåde Skovhuse er en del af parkeringsområdet udlagt indenfor sikkerhedszonen, hvorfor parkeringspladserne alle er overdækkede. Ved besigtigelse af disse i 2011 fremgår det, at overdækningerne har hundredvis af skader påført af ovenfra kommende objekter. Det behøver ikke nødvendigvis være isnedfald, men det kalder på opmærksomhed, at skaderne er hyppigst for de to rækker overdækningerne, der ligger inden for sikkerhedszonen hvorimod den tredje række udenfor sikkerhedszonen stort set er intakt.
• Tilbage i 2011 gjorde den daværende ejer af Søsterhøjsenderen (Teracom) allerede på et tidligt tidspunkt indsigelse over en negligering af sikkerhedsafstanden på 135 meter. Det skete i forbindelse med, at DR ønskede at udstykke hele området til boliger. Teracoms oplevelser og erfaringer i forbindelse med driften af masten gjorde, at man fralagde sig ethvert ansvar for skader som følge af en reduktion af sikkerhedszonen. Det skyldes, at deres erfaringer med isnedfald er i strid med en reduceret sikkerhedszone.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Grundejerforeningen Københavnergården
Download høringssvar som pdf