Uhensigtsmæssigt at øge trafikken omkring Risskov Skole
Kære Teknik og Miljø udvalg,
Risskov Skole er en af kommunens største skoler og forventes kun at vokse de kommende år, i takt med at flere flytter til de mange nybyggede boliger i bydelen. Vi er derfor rigtig mange børn og familier, som dagligt færdes langs eller krydser Skolevangs Allé og Vestre Strandallé for at komme til Risskov Skole eller i børnehave/vuggestue på Alsvej. Vi er meget bekymrede for, at der nu lægges op til at øge den tunge trafik omkring skolen og dagsinstitutionen.
Specielt synes vi, det er problematisk at man overvejer at udvide den tunge trafik på Skolevangs Allé, idet der her ikke er nogen cykelsti mellem fortov og vej til at skærme fodgængere fra busserne. Ofte holder der mange biler parkeret på Skolevangs Allé, hvilket både nedsætter udsynet for fodgængerne, som skal krydse vejen, men også skaber kø på vejen, når busserne skal over i den anden vejbane for at køre uden om de parkerede biler. Dette vil kun blive værre, hvis BRT-busserne skal køre på strækningen.
Et andet problem er rundkørslen, som forbinder Skolevangs Allé og Vestre Strandallé, som i forvejen er særdeles trafikeret, specielt om morgenen og eftermiddagen. Der kan ofte være kø for at komme ind og ud af rundkørslen, og dette er særdeles tydeligt, når en bus skal ind og ud af rundkørslen. Rigtig mange børn færdes i rundkørslen for at komme til Risskov Skole eller til fritidsaktiviteter omkring Bellevue Hallen, og specielt cyklisterne er meget tæt på den øvrige trafik inde i rundkørslen. Vi synes, det er uhensigtsmæssigt at øge den tunge trafik i rundkørslen og dermed øge risikoen for at cyklisterne kommer i kontakt med busserne.
Vi håber derfor, at der vælges et alternativ til strækningen Skolevangs Allé/Vestre Strandallé, så områdets børn kan komme sikkert i skole og færdes sikkert i lokalområdet.