HØRINGSSVAR VEDR. MILJØKONSEKVENSVURDERING AF BRT PÅ RINGVEJEN
Risskov Fællesråd har på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til BRT-projektet. Vi afventer resultatet af miljøkonsekvensvurderingen og den efterfølgende offentlige høring.
Risskov Fællesråd vil dog allerede nu udtrykke stor bekymring for trafiksikkerheden ved Risskov Skole ved den mulige linjeføring til letbanestationen på Vestre Strandallé. Allerede i dag er der store problemer med trafiksikkerheden i området: Skolevangsallé, rundkørslen og Vestre Strandallé. Vi frygter, at hyppige BRT-busser yderligere vil forringe trafiksikkerheden i området. Trafiksikkerheden ved Risskov Skole bør derfor undersøges meget grundigt i analysen.
Byarkitektonisk er Skolevangen ved Risskov Skole ret unik. Byplanen med Skoleparken og rundkørslen med de 6 veje er knap 100 år gammel og må ved anlæggelsen have været langt forud for sin tid. De kulturhistoriske og byarkitektoniske konsekvenser af at erstatte rundkørslen med et lysreguleret kryds og samtidig lukning af flere gader i området bør derfor overvejes meget grundigt som en del af miljøkonsekvensvurderingen.
Risskov Fællesråd foreslår at andre ruter vurderes, så kørsel forbi Risskov Skole kan undgås.