Gå til hovedindhold
BRT-busser på Ringvejen

BRT busser på ringvejen

Vi ejer et hus langs lokalvejen ved Hasle ringvej, der helt sikkert vil blive berørt af en udvidelse af vejnettet med to busspor. Vi er særligt bekymrede for konsekvenserne for:

Ekspropriering

Vil hele huse blive eksproprieret, og hvis ikke. Hvad vil det så betyde? Inddragelse af forhave eller baghave, afhængigt af husets placering? Denne bekymring er særligt belastende, da vi som børnefamilie frygter, at vi bliver tvunget væk fra et nabolag vi elsker - og hvor børnene har deres venner og skolegang.


Lokalvej

Såfremt lokalvejen indsnævres, kan vi forstå, at tanken er en lille lokalvej uden parkering. Måske er kommunen ikke tvunget til at skulle tilbyde parkering, men det er en forringelse af de forudsætninger, som vi købte huset under. Ydermere, så kan vi allerede nu se, at folk bruger lokalvejen til at køre i begge retninger - og alt for hurtigt. Mange bruger det som en gennemkørselsvej.

Med en indsnævret lokalvej, vil risikoen for ulykker stige yderligere. Desuden vil vejen blive spærret af lastbiler, f.eks. skraldebiler, pakkepost, kloakering, renovering osv. Hvordan kommer man ud, i sådanne tilfælde? Det vil være en daglig gene for os på vejen, men kan i sidste ende blive et problem for udrykningskøretøjer, hvis der skulle ske noget på lokalvejen.

Støj

Udvidelsen af kørebanen kan betyde, at Hasle ringvej kommer meget tæt på bebyggelserne og den nuværende (ganske udmærkede) lydmur fjernes.

Vejstøj er en alvorlig gene, fordi det er generende i hverdagen, men det er også direkte skadeligt. Støj påvirker både fysisk og psykisk helbred, samt hvor længe vi lever. Støj på 40 dB eller over, kan give indlærings- og koncentrationsforstyrrelser. Støj på 60 dB igennem længere tid, kan give høreskader. Ved 65 dB er der risiko for hjerte-kar-sygdomme ved længere tids påvirkning.

Det må derfor anses som særligt vigtigt, at grænseværdierne overholdes, hvilket både nu og ved tidligere ombygninger har vist sig svært.

Forringelse af husets værdi

Samtlige af ovenstående problematikker rammer også husets værdisætning. Både støjgener, dårlige parkeringsforhold og grønne områder er afgørende for huspriserne, så der må forventes markante fald i husenes værdi. Ydermere vil en indsnævring af lokalvejen, tvinge os ud i en bekostelig affære med at lave parkeringspladser på egen grund til gæster.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Charlotte Toft

Indsendt

06/02/2024 22:37

Sagsnummer

HS0385762

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H801

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00

Vil du vide mere?

BRT på Ringvejen (aarhus.dk)