Høringssvar fra Vejlby-Risskov Grundejerforening om slutruteføring af BRT-kørslen i det nordlige Århus
Høringssvar fra Vejlby-Risskov Grundejerforening om slutruteføring af BRT-kørslen i det nordlige Århus. Erstatter tidligere indsendte høringssvar,
At etablere et hurtigt, højfrekvent - hyppigt - og ikke mindst driftssikkert transportalternativ som supplement til letbane og busdrift virker som en god fremadrettet planlægningsstrategi for offentlig transport i Aarhus - når det gælder kørsel imellem trafikale knudepunkter - og er i tråd med BRT-tankegangen.
Men, at sådanne busser i op til 25 m længde - i alternativet endestation på Vestre Strandalle - skal køre igennem et villakvarterer på almindelige vejer uden dedikerede spor, langs skoleveje med gående og cyklende elever i alle aldre og gennem en rundkørsel - med mindre den nedlægges - virker imidlertid helt og aldeles uigennemtænkt, hvorfor dette alternativ bør opgives.
Alternativet med endestation på Torsøvej, hvor kørslen på en stor del af ruten foregår ad en bredere vej, dog uden et dedikeret spor - og hvor i øvrigt en række tværveje rummer en betragtelig boligmasse, virker således som det eneste alternativ, der bør overvejes. Tilkoblingen til letbanen ved Torsøvej-stationen kan dog formodentlig ikke tillægges en større betydning, da det ekstra passagergrundlag synes beskedent.
Anbefalingen er derfor, at BRT-rutens endestation ved letbanen på Vestre Strandalle-stationen opgives, og at der gennemføres et tilbundsgående studium af, om det i det hele taget giver mening at etablere en endestation ved Torsøvej-stationen.
Det anbefales således,
- at BRT-rutens endestation i det nordlige Århus indledningsvis etableres ved trafikknudepunktet, hvor Vejlby Centervej krydser Grenåvej
- at alternativet med endestation på Vestre Strandalle opgives, og
- at alternativer med endestation på Torsøvej kun gennemføres såfremt et passagergrundlagsstudium viser, at der er et behov.
Som et alternativ kunne man overveje at etablere en “fødekæde”-kørsel i Vejlby-Risskov - måske alene i morgen- og eftermiddagstimerne - med mindre busser, der kører i nærområdet og samler passagerne op og kører dem til BRT-bussens endestation i det nordlige Århus. I stil med de kontinuerlige kørsler, der foregår i lufthavne imellem terminaler og fjerntliggende parkeringspladser.
Dækningsområdet - og dermed formodentlig øget anvendelsen af offentlig transport - vil derved blive væsentligt større.
Henrik Petersen, bestyrelsesformand
Vejlby-Risskov Grundejerforening