Som beboer på Hasle Ringvej er vi selvfølgelig meget optaget af planerne om BRT-busser på Ringvejen da det direkte har betydning i vores hverdag.
Støjniveau
Hvis planerne om BRT-busser på Ringvejen gennemføres er det aller vigtigste, at der stilles nogle krav til støjen fra Ringvejen, således at vi ikke får mere støj ind i husene. Hvis støjniveauet hæves vil husene blive ubeboelige, og dermed selvfølgelig også usælgelige. Støjafskærmningen skal derfor være effektiv.
Udvidelse med ét spor til BRT busser i midterrabatten på Hasle Ringvej
Muligheden for at inddrage areal fra den brede støjvold og etablere mindre bred, men stadig effektiv støjvold bør undersøges. Samtidig bør muligheden for at etablere ét spor til BRT banen i midterrabatten mellem Herredsvej og Viborgvej undersøges. Modellen med ét dedikeret spor på visse smalle strækninger er også kendt fra Letbanen.
Afdækning af risiko for sætningsskaber og trafikgener i form af at undgå at tung trafik skaber rystelser
Det er også vigtigt at der i VVM-undersøgelsen bliver set på risikoen for sætningsskader på husene på grund af udgravning og rystelser i etableringsfasen eller i forbindelse med tung trafik fra fx BRT busser og øvrig trafik i en driftsfase efterfølgende.
Adgangsveje og parkering
VVM redegørelsen bør også se på hvordan man undgår at der bliver en forringelse kvalitativt og kvantitativt af grundarealer , brug af haver, udsyn, adgangsveje og parkeringsmuligheder for de eksisterende boliger på Hasle Ringvej.