Forslag til Støjhandlingsplan 2024
Motorvej støj
Jeg og min familie bor i Viby og er nabo til Motorvej Syd. Ser man på det seneste støjkort for Aarhus Kommune, er Motorvej Syd absolut den indfaldsvej med mest vejstøj og som strækker sig længst ind i byen.
Da vi for 20 år siden flyttede ind i vores hus ved Høskoven, havde vi fundet stedet, hvor vi skulle bo. Vi nød naturen ved sø, skov og fredede engarealer. Vi kunne nyde vores have og terrasser om sommeren og motorvejen var overhovedet ikke et støjmæssigt problem.
Støjgenerne er taget til henover årene og øget hastighedsgrænse (120 Km/t.), slitage af belægningen, ændring af vejføring så man kører direkte fra Motorvej Syd ind på Åhavevej, flytning af containerhavn og færgeterminal til Sydhavnen har haft den afledte effekt, at støjniveauet i dag er så højt, at vi ikke længere opholder os på terrassen eller i haven om sommeren.
Gåturen i Høskoven og til engarealerne ved Døde å er på ingen måde en fornøjelse og fravælges ofte.
Endelig er cykel eller gå turen rundt om Brabrand Sø også mindre attraktiv, når man bliver ramt af en støjtsunami ved den østlige ende af søen.
Det skal for god orden skyld bemærkes, at de danske myndigheder fastslår, at man ved ophold i rekreative områder i åbent land ikke må udsættes for mere end 53 DB.
Det lader til at myndigheder heller ikke på dette område efterlever deres eget regelsæt.
Løsningsforslag:
Den grønne mobilitetsplan om flere cykelstier, bedre offentlig trafik og færre biler i midtbyen vil sammen med lavere hastigheder hjælpe mange støjplagede borgere indenfor Ringgaden.
For større indfaldsveje og Motorvej Syd kunne man som udgangspunkt fastsætte en maksimal støjgrænse på 53 DB, som grænsen for hvad borgere må udsættes ved udendørs opholdsarealer. For Motorvej Syds vedkommende kan målopfyldelse givetvis kun ske ved opsætning af støjværn eller nedsættelse af hastigheden.
Til inspiration kan jeg oplyse, at man på motorvej mellem Berlin og Hamborg efter at have kørt 120 km./t bliver mødt med skiltning om max. hastighed på 60 km./t, med skilt tekst om at man befinder sig nær bymæssig bebyggelse. En bebyggelse man ikke kan se fra motorvejen.
Vælges løsning med opsætning af støjværn bør Aarhus Kommune medfinansiere 50% af udgiften til støjværn på en 3-4 kilometer lang strækning fra Viby Ringvej mod Skanderborg og på begge sider af Motorvej Syd. Restfinansiering kan ske ved at ansøge støjpuljen så hurtigt som muligt.
Download høringssvar som pdf