Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Ødelæg ikke de grønne områder, vi alle har brug for

For kun få år siden skrev byens borgere en lang række høringssvar om de samme arealer langs Østergårdstoften i Hjortshøj og deres betydning. Arealerne blev taget ud af planen. 
Nu står vi her så igen. Og igen må byens borgere og brugere forklare, hvad der er på spil, hvis man inddrager og bygger på den jord, Andelssamfundet i Hjortshøj har lejet, varetaget og udviklet gennem mere end 30 år.

Det er essentielt, at Århus kommune prioriterer det vigtige borgerdrevne initiativ, der er arbejdet på i så mange år til glæde og nytte for så mange mennesker - grønne, bæredygtige åndeholder lige uden for døren. Landbruget og aktiviteter i det åbne land har altid været et omdrejningspunkt for Andelssamfundets eksistens, og en ressource for Hjortshøjs borgere. Det er synligt for ikke bare de lokale men også i udlandet.

Andelssamfundet har ofte besøg af virksomheder, uddannelsesinstitutioner, højskoler, foreninger, private grupper, studerende, forskere, mfl.. Turister drager nemlig til Hjortshøj fra nær og fjern for at se og høre om en alternativ måde at leve på og dyrke jorden på. De er nysgerrige på den bæredygtige tilgang og respekten for natur, kultur, grønne fællesskaber og inddragelse af lokalsamfundet. Skoler og børnehaver bruger stedet til at være i og lære om naturen. Hundeluftere går lange ture her, hvor der netop er anlagt “spor i naturen” (https://spor.dk/), unge har fred og ro fra det hektiske hverdagsliv. Naturen i området er unik, da biologer i årevis har gjort en kæmpe indsats for insekter og planter. At anlægge huse her vil fjerne det unikke.

I klimaplanen står der at “Aarhus skal være klimaneutral i 2030 og en kommende klimaplan skal vise vejen derhen. Aarhus går forrest ved at vise, hvordan man kan skabe et klimaneutralt bysamfund. Aarhus er dermed en af de første byer i verden til at vise vejen imod netto nulemission i egen geografi.”
“En del af løsningen (https://endelafloesningen.aarhus.dk/) er den fælles fortælling om Aarhus Kommunes arbejde med klima, biodiversitet og skovrejsning. Historien om, at vi alle kan være med til at gøre en forskel, og at vi alle er en del af løsningen.”



De visioner er vi allerede i fuld gang med at udleve i Hjortshøj, men med planerne om boliger på jorden ved Østergårdstoften går man stik imod den selvsamme vision og løsningsmodel. Det giver ikke mening.

Kære kommune:


Ødelæg ikke dette værdifulde, klimavenlige og bynære åndehul, som så mange benytter sig af og trives i dagligt. Sælg i stedet jorden til Andelssamfundet, som allerede har drevet jorden med succes i mange år til glæde for hele byen og inspiration for fremtidens landmænd og alle, der interesserer sig for en bæredygtig fremtid. Eller lav en langtidskontrakt for Andelssamfundet, der sikrer fremtidig bæredygtig drift med fortsat mulighed for fællesskabende grønne aktiviteter. Lad byens borgere fortsætte med at bruge området, der understøtter en mere bæredygtig madproduktion og måder at leve sammen på. Området er unikt og en del af attraktionsværdien i Hjortshøj. Vi har alle brug for naturen, og det vil være et tilbageskridt for lokalmiljøet, hvis den nuværende brug af arealerne skal ophøre til fordel for flere boliger.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Sophie Vinther Andersen

Indsendt

08/08/2024 00:24

Sagsnummer

HS3207505

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk