Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Helhedsplan for Hjortshøj. En Vimby-vinkel

En Vimby-vinkel på helhedsplanen for Hjortshøj
Fonden Vimby i Hjortshøj er en almennyttig og socialøkonomisk virksomhed etableret af Landsbyliv og Andelssamfundet i Hjortshøj
Andelssamfundets landbrug leverer råvarer, der enten videreforarbejdes i Vimbys bageri/køkken eller sælges direkte til forbrugeren i vores gårdbutik Høkeren. I den proces skaber Vimby arbejdspladser. Alt dette understøttes af 5000 frivillige timer på årsbasis.
Råvarerne - den korte vej fra jord til bord.
Vimby bestræber sig på at anvende lokalt producerede ressourcer med minimalt forbrug af emballage og transport. Vi er langt fra i mål, men en sådan Cirkulær Økonomi er et centralt element i Danmarks nationale strategi for at nå målene om 70% CO reduktion og grøn omstilling. (Miljøministeriet (2021): Handlingsplan for cirkulær økonomi. National plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032).
I bageriet/køkkenet produceres bagerivarer, middagsretter, pizza, salater, is m.m. til såvel Høkeren som til diverse offentlige og private arrangementer.
I produktionen indgår grønsager, frugt, bær, græsæg, kød og honning fra lokal avl.
Høkeren er vigtig som salgskanal. Her finder man mange specialvarer, bageriets/køkkenets forarbejdede produkter, unikke ting som gedekød, nyslynget honning eller æblemost fra egen æblelund. Æblemosten produceres i øvrigt ved en event, hvor vi udover at presse egne overskudsæbler, inviterer Hjortshøjs beboere m.fl. til at komme med deres eget overskud og få deres egen æblemost med hjem. Flere tons æbler undgik på den måde at ende som madspild i 2023, og vi fik også en social begivenhed ud af det i lokalområdet. En lignende begivenhed er det, når vores lokale biavler slynger den første honning i juni. Korn fra landbruget bliver ikke brugt direkte i vores produktion. I en årrække har Andelssamfundet ønsket at forarbejde korn til mel, men en investering i den størrelsesorden har man ikke villet foretage, når usikkerheden om landbrugsjordens fremtid er så usikker. Hvor meget jord har vi hvor længe?
Kornet forarbejdes nu hos mølleriet Aurion sammen med korn fra andre økologiske eller biodynamiske avlere, hvorfra vi så aftager mel.
Udover at være salgskanal, så er Høkeren er også vigtig som mødested. Her kan du handle mange dagligvarer, men også sætte dig ned med en kop kaffe og møde din nabo eller en fremmed, der forundres over alt det vi har fået til at ske i Andelssamfundet/Vimby.
Arbejdspladserne.
VIMBY (Velkommen I Min BYdel) blev bl.a. dannet for at skabe arbejdspladser til mennesker med særlige behov. Men udover arbejdspladser til den målgruppe, så beskæftiger Vimby også p.t. 5 personer i fleksjob især i bageri og butik.
Derudover står vi jævnligt til rådighed ved arbejdsprøvninger og praktikker af forskellig art. Vi er ofte blevet rost for fleksibiliteten og bredden i vores tilbud - arbejdsområder som køkken, butik, markedsføring, udehold, events m.m., så den pågældende borger kan afprøve så mange funktioner som muligt uden at skifte arbejdsplads.


Kan Vimby fastholde aktiviteter og arbejdspladserne?
Al Vimbys driftsøkonomi stammer fra den omsætning vi kan skabe ved salg af varer, aktiviteter og tjenesteydelser. Vi får ikke tilskud til at drive et aktivitetstilbud for mennesker med særlige behov. En butik og en produktion af vores størrelse overlever kun, hvis den kan tilbyde noget særligt. Her er produkter fra lokal avl og produktion af stor betydning. For at kunne udvikle dette potentiale, har Vimby brug for Andelssamfundets landbrug.
Set ud fra et råvaresynspunkt, så vil gennemførelsen af den aktuelle helhedsplan betyde at Andelssamfundets ene æblelund, brombærkrattet og Høsteriet forsvinder. Produktionen af øvrige unikke varer som gedekød, græsæg, korn og grønsager vil komme under pres. Nye investeringer er svære at foretage, for hvad bliver det næste?
Så hermed opfordrer jeg Aarhus Kommune til at undlade at bebygge den jord, som Andelssamfundet driver på så forbilledlig vis. Og desuden bør Aarhus Kommune sikre Andelssamfundet er langsigtet aftale om landbrugsjorden.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Bodil Dahl Jensen

Indsendt

10/08/2024 12:05

Sagsnummer

HS6111099

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk