Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Høringssvar – vedr. Helhedsplanens strategi 2 om byens voksesteder

I Grundejerforeningen Hjortehaven, Højager 2-36 værner vi om fællesskab og bæredygtighed som centrale værdier i Hjortshøj. Som naboer til Andelssamfundet ønsker vi at udtrykke vores modstand mod planerne om bebyggelse på dets landbrugsjord, som foreslået i helhedsplanens strategi 2. Dette grønne område er ikke blot en del af landskabet, men også en grundsten i det bæredygtige fællesskab, der gør Hjortshøj unik. Vi håber, at høringsprocessen vil respektere og bevare denne værdifulde del af vores by.

Hjortshøj er sin helt egen. Det mærker man ikke blot, når man bor her – det er også noget, mange ved, selv om de end ikke selv har sat ben i denne lille landsby nord for Aarhus. Vores landsby har et godt ry og er et populært sted at flytte til. Og hvorfor er den så det? Hvad er det så, lille Hjortshøj kan, som så mange andre små landsbyer i kort afstand til Aarhus ikke kan?
I Hjortshøj kan vi borgere nok hurtige blive enige om, at det er mange ting, der gør vores landsby helt unik. Fællesskabet, sammenholdet, de frivillige drivkræfter, der får ting til at ske og samler landsbyfolket, ny-tilflytterne som tilflytterne, som dem der aldrig er flyttet herfra, men altid har været her.
Men en ting, langt de fleste der enten bor i eller kender til Hjortshøj vil nævne som helt unikt for netop Hjortshøj: Andelssamfundet og markerne omkring det. Et grønt åndehul med plads til alle, ikke mindst naturen, dyrelivet og alt sammen i bæredygtighedens navn. En lille grøn plet, der skaber luft og natur, mens den samtidig sætter rammen for et fællesskab i bæredygtighedens tegn og adskiller vores lille landsby fra alle de mange andre små landsbyer i en radius af 20 km fra Aarhus, som de seneste år er blevet overtaget af parcelhuskvarterer med store, tomme græsplæner og robotplæneklippere.
For os ”naboer” på den anden side af Kankbøllevej er denne grønne plet ikke blot en skøn udsigt. Det er stor del af årsagen til, at vi elsker at bo lige netop her. Det er et område, vi bruger og værdsætter. Hver dag, året rundt. For nogle af os, er netop de marker og det, der sker på de marker, en af de overvejende grunde til, vi slog til og købte hus lige her.
Om vinteren kælker vi på byens kælkebakke, på det lille stykke jord mellem pileskoven og skolebroen, ned mod den lille mose – sådan som byens beboere har gjort det i årtier. Om foråret plukker vi mælkebøtterne, gederne kommer på græs, vi går ture med ungerne i hånden eller hunden i snor ned af bakken, vi trækker vejret dybt. Vi drejer til venstre ved mosen, fortsætter langs banen og nyder den smukke udsigt over markerne til venstre og Aarhus bugt til højre. Vores hund kan få lang line – det samme kan børnene, mens vi taler om det, der gror, om insekterne der kravler omkring os, og fuglene der flyver over os. Om sommeren plukker vi pluk-selv-blomster på Høsteriets marker, vi henter vores økologiske grønsager, sået af ildsjæle på markerne lige bag vores lille grundejerforening. Ildsjæle, der med kærlighed til naturen og med fokus på bæredygtighed forsyner landsbyens borgere med økologisk grønt. Når efteråret kommer, står markerne stadig smukt og grønsagshøsten fortsætter langt ind i de mørke måneder, men når Høsteriets lille biks lukker ned for vinteren, kommer vi der bor her stadig. Fordi så lille en grøn plet, kan gøre så stor en forskel, hele året.
Hvorfor skal der ikke være plads til, at vi i Hjorthøj kan bevare og værne om det, der gør os unikke, og som betyder så meget for så mange? Vi forstår, at flere ønsker at bo lige netop i vores dejlige by. Selvfølgelig vil de det! Men hvorfor skal det være på bekostning af noget af det, der netop gør den her landsby så dejlig? Hvorfor ikke tænke i andre arealer, hvor vi ikke samtidig dræber noget af det, dedikerede og dygtige ildsjæle har bygget op til gavn for os alle?
I byrådssalen lægger I klimaplaner, bilerne skal ud af Aarhus, der skal skabes grønne åndehuller, og I giver udtryk for, at vores natur rent faktisk betyder noget. Men betyder den også noget uden for postnummeret 8000? For os der bor herude betyder den alt – for os der bor herude, er det grunden til, vi bor lige netop her.
I helhedsplanen skriver I under punktet ”strategi 2 – byens voksesteder”, at I ønsker at ”byens potentialer for udvikling og kvalificering skal ske med respekt for byens karakter og indbyggere”. Herude ryster vi på hovedet, når I forestiller jer, at den ambition bedst løftes ved at sløjfe et af de områder, som vi i byen netop ser som et af de allervigtigste for byens sammenhængskraft, identitet og karakter.
For os herude virker det som om, at politiske beslutninger træffes hen over hovedet på borgernes virkelighed.
Vi håber, I vil læse alle disse mange hundrede høringssvar grundigt igennem, hver og en. Vi håber, I vil tage vores pointer til efterretning, og vi håber, at I også vil tænke på vores fremtid og stille jer selv spørgsmålet: hvis Hjortshøj skal vokse og udvikles, skal det så nødvendigvis være på bekostning af lige netop det her grønne åndehul der gør Hjortshøj til noget helt særligt?

På vegne af borgerne i nummer 4, 6, 10, 12, 14, 18B, 22, 26, 28 og 34 i grundejerforeningen Hjortehaven.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jette Nissen

Indsendt

11/08/2024 11:05

Sagsnummer

HS4094324

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk