Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

PROTEST mod afvikling af 35 års frivilligt arbejde for bæredygtighed og fællesskaber!

Jeg bliver så ked af det, frustreret og dybt bekymret, når jeg nu igen sidder og skriver et høringssvar imod planer om at nedlægge 30 års eksperimenterende, levende, frivilligt, kompetent og forebilledligt arbejde for en mere bæredygtig levemåde, et inkluderende fællesskab og en stor inspiration for så mange andre mennesker, byer, lande og forskere.

Jeg forstår på ingen måde, hvordan Aarhus Kommune, midt i en klimakrise, i en tid hvor bæredygtighed er mere nødvendig og aktuel end nogensinde før, overhovedet kan overveje at bygge rækkehuse på den samme jord, som Andelssamfundet lejer af kommunen og hvor der dyrkes regenerativt landbrug (Høsteriet). Et gartneri der ud over at dyrke jorden på dygtig og bæredygtig vis også sørger for sunde og lækre grøntsager og blomster til lokalsamfundets beboere, restauranter og butikker. Omkring Høsteriet er også et stort fællesskab af unge mennesker og folk kommer langvejs fra for at lære selv at dyrke jorden og blive inspireret af Maries (Høsteriets indehaver) mange kompetencer og viden om regenerativt landbrug. En viden Marie deler med andre interesserede gennem markvandringer, fællesspisninger, kurser, fælles arbejdsdage og mange andre inddragende begivenheder.

Derudover er det område ved Østergårdstoften, hvor der lige nu påtænkes at bygge rækkehuse, et lille stykke lavskov, som huser flere forskellig fællesskaber og ikke mindst mulighed for at forbinde sig med naturen. Rigtig mange beboere i Hjortshøj går ture på stykket, mange børnefamilier, institutioner og unge nyder kontakten med klappegederne på området, hønsene og grisene.

Som uddannet Natur- og Sansebads instruktør, så ved jeg, hvor vigtig det er for vores sundhed, at være i naturen, have grønne åndehuller og steder, hvor vi kan tanke op. Det reducerer stresshormoner i vores krop og styrker generelt vores mentale og fysiske helbred! Hvilket forskning underbygger. Defor burde der i endnu højere grad, i en tid hvor vi ud over klimakrisen også har en stor mistrivselskrise, tænkes i at lave lettilgængelige grønne områder i naturen. Sådan et område er netop det stykke jord, som Kommunen med Helhedsplanen påtænker at fjerne og erstatte med rækkehuse.

Jeg må også nævne det store grøntsagsfællesskab, der er en del af det grønne område. Det er skabt i AiH, men er med årene blevet et stort fællesskab for hele byen, hvor man dyrker jorden i fællesskab. Tænk på hvor stor en værdi det har for børn at vokse op og kunne gå en tur forbi de høns, der har lagt æggene til deres pandekager, hive guleroden til madpakken op af jorden og fodre den gris, der efter en dejlig lang sommer havner på bordet som flæskesteg!

I det forholdsvis lille stykke jord, hvor Aarhus Kommune planlægger at bygge rækkehuse, ligger der så mange års viden og frivilligt arbejde, som inspirerer så mange mennesker til en mere bæredygtig levevej og til et sundere liv. Viden og værdier som en kommune burde støtte op om, værne om, lade sig inspirere af, være stolt af og fremhæve i stedet for gang på gang at forsøge at lukke ned og slide op. 

Det gør mig så ked af at se at alle de mennesker, der i forvejen bruger så meget frivillig tid og energi på bæredygtige eksperimenter og som går forrest som frivillige lysende fyrtårne inden for bæredygtighed, nu igen har brugt så meget af deres gode energi på at kæmpe imod en nedlæggelse, forsvare sig og forsøge på at få denne lille helt særlige plet på jorden til at overleve til fortsat inspiration og glæde for så mange mennesker!

Jeg er så taknemmelig for at bo et sted, hvor der bor så mange mennesker, der bruger deres sparsomme tid på hele tiden at gå forrest og inspirere med al deres viden og erfaring om bæredygtige levemåder, der kæmper for en bedre, sundere og mere bæredygtig levemåde for både jorden, klimaet, mennesker og fællesskaber.

Tak til alle jer der gennem så mange år passioneret har arbejdet, kæmpet, inddraget, vidensdelt og udviklet en forbilledlig bæredygtig oase! Lad os passe på de mennesker, hylde dem, støtte dem og lad os blive inspireret af deres store ukuelige arbejde for bæredygtighed og fællesskaber!

Til borgermødet blev det kald udvikling - jeg sunes nærmere, at der er tale om bæredygtig afvikling!

Derudover er jeg meget bekymret for endnu mere trafik ind igennem Hjortshøj. Jeg mener simplethen ikke, at infrastrukturen kan klare det og det gør mig bekymret i forhold til en sikker skolegang for børn og unge på cykler og for gående.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Rikke Mosberg

Indsendt

12/08/2024 14:40

Sagsnummer

HS3114076

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk