Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Området Øst for Østergårdstoften

Forslaget til Helhedsplan for Hjortshøj er interessant og indeholder mange gode forslag.
Jeg har kun ét ændringsforlsag: Meget taler imod idéen om at bebygge de 20.398 m2 øst for Østergårdstoften:
1: Langs Østergårdstoften er der et gammelt, bevaringsværdigt læhegn af løvtræer. Det er beskrevet i lokalplan 677 at hegnet ikke må fjernes.
2: Hver dag kører mange cyklister, de fleste er børn, ind gennem Andelssamfundet og ud på Østergårdstoften, fordi Kommunen har lavet en cykelbro fra Østergårdstoften og over til skole, institutioner og fritidstilbud. Hvis antallet af huse langs Østergårdstoften fordobles, så vil også antallet af biler på vejen fordobles. Det øger risikoen for trafikulykker.
3: På det areal, der foreslås udtaget til byggeri, er der et spor, som anvendes af mange mennesker hver dag. Sporet er registreret på www.spor.dk. Her går folk tur med deres hunde, de motionerer og kigger ud over landskabet. Fra sporet kan man se marker, natur, Aarhus bugt og Mols. Sporet forsvinder, hvis byggeplanerne bibeholdes.
4: I Helhedsplanen står der: Den østlige side af Østergårdstoften udgør en uforløst afslutning af byen mod det åbne marklandskab. Jeg vil tværtimod mene, at netop ved at bygge huse vil man skabe hindringer for folk, der i dag har glæde af de mange stier ind i skoven og marklandskabet. I dag har alle dem, der vil, både fysisk og visuel adgang til marklandskabet og udsigten over bugten.
5: Der er utroligt mange børn fra hele Hjortshøj, der tilbringer dag efter dag med at hygge sig med Andelssamfundets geder og deres kid. Gedekid er opfindsomme, og de bliver meget tamme, når børn får lov til at lege med dem fra de bliver født. Gederne har ”legeplads” samt adgang til enge og søer, så både geder og mennesker har stor glæde af dette lille spot. Eftersom der ikke må være dyrehold tæt på bebyggelse, vil gedeholdet forsvinde, hvis der bebygges langs Østergårdstoften. Gedeholdet kan ikke bare flytte et andet sted hen, for Andelssamfundets øvrige landbrugsarealer minimeres kraftigt som konsekvens af andre tiltag i Helhedsplanen.
6: Lavskoven langs Østergårdstoften huser en rigdom af forskellige træer, urter og dyr. Alsidigheden kan øges, hvis Kommunen lader denne hektar skov fortsætte sin naturlige udvikling. I forslaget til Helhedsplan står der, at ”Kommunen skal have 10.000 træer frem mod 2025, fordi træer gør vores byer til et smukkere og bedre sted at bo. Træerne skal desuden bidrage til at løse væsentlige udfordringer - bl.a. forebyggelse af stigende temperatu¬rer, absorbering af stigende mængder regn¬vand og styrkede vilkår for dyre- og plante¬liv. Derudover kan træer være med til at øge den mentale sundhed og give bedre udeliv i byerne”. Kommunen kender således betydningen af træer.
Lavskoven indeholder op mod 10.000 træer. Men den ligger lige dér, hvor Kommunen ønsker at bygge, så den forsvinder også ved byggeri. Det er næsten komisk, at Kommunen selv beskriver på side 19 i Helhedsplanen, at de vil have 10.000 træer, samtidig med at de vil fælde op mod 10.000 træer på side 47 😊
7: Inde i lavskoven er der små felter med bl.a. offentligt tilgængelig bålplads med siddepladser og sejldug. Pladsen vedligeholdes af frivillige og benyttes af daginstitutioner, skole, familier og grupper af unge. Bålpladsen forsvinder ved byggeri.
8: Skoven huser også en nyrenoveret børne- ungevogn, samt et kunstnerfællesskab til rekreative og kunstneriske udtryksformer, som egner sig til at foregå ude i landskabet. Kunstnergruppen er åben for alle, der vil være med. Børne-ungevogn og kunstnerfællesskabet forsvinder ved byggeri.
9: Høsteriet er et lille effektivt gartneri, der producerer mange sunde grønsager til lokalområdet på et lille areal. Høsteriet forsvinder, hvis byggeplanerne implementeres.
10: Æblelunden ved Østergårdstoften passes nøjsomt, til stor glæde for lokale beboere og Hjortshøjs daginstitutioner. Der er plantet flere forskellige sorter af æbler, og investeret i vilde blomsterfrø mellem træerne. Æblelunden forsvinder ved byggeri.
Alle disse aktiviteter, og flere til, foregår på det areal, som kommunen har udset sig til bebyggelse langs Østergårdstoften. Kommunen ejer jorden og kan nu vælge, om den fortsat vil lade lokalbefolkningen nyde denne oase midt i byen, og således have fokus på hver bydels særlige kvaliteter og egenart, sådan som Stadsarkitekten har udtalt ønske om - eller om der skal bygges huse henover den jord, der lever op til så mange af Kommunens visionære planer og politikker.
Jeg anmoder om, at Andelssamfundet og Aarhus kommune indgår aftale om enten langtidsleje af landbrugsjorden eller at Aarhus Kommune sætter landbrugsjorden til salg med klausuler om almennyttig og pesticidfri dyrkning med væsentlige klima- og biodiversitetstiltag.
Venlig hilsen
Anke Stubsgaard
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Anke Stubsgaard

Indsendt

13/08/2024 20:42

Sagsnummer

HS9019210

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk