Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Høringssvar til Helhedsplan for Hjortshøj

Høringssvar til Helhedsplan for Hjortshøj
August 2024

#3 Byens Forbindelser
Cykelstier – Hjortshøj er en landsby, hvor vi nemt kan komme frem på cykel, derfor er det vigtigt at styrke sikkerhed og tryghed for cyklisterne – især børnene.
Særligt krydset ved ”bymidten” og baneoverskæringen er farlige, især med tung trafik (som busser og lastbiler) der har dårligt udsyn, når de svinger i krydset. Det er ofte tæt på sammenstød.
Den lille vej langs letbanen mod institutionerne Solsikken og Spiren mangler i særdeleshed gang- og cykelsti, hvilket er under al kritik, når der færdes så mange børn hver dag.
På siden 29 nævnes en forbindelse over letbanesporerne fra stationen/Kådhøjvej - længe ønsket overgang til at sikre en god skolevej til børn på denne side af byen, så de slipper for krydset i bymidten.

ØSTERGAARDSGRUNDEN & SPEJDERGRUNDEN
Spejdergrunden er i dag ofte plaget af store mængder vand og mudder, så det er tiltrængt at indtænke regnvandshåndtering af området. Men husk at FDF er en vigtig del af byens identitet. FDF i Hjortshøj er ikke kun for FDF’ere. Det er et naturligt samlingspunkt for hele byen ifbm faste årlige traditioner, som fx fastelavn og juletid. Faciliteterne bruges også af byens skole, institutioner og samarbejder med kirken. Det er helt essentielt at nytænkning af FDF-området prioriteres særskilt som et nedslagspunkt, hvor alle parter tages med på råd.

Tak for at bevare Østergaardsgrunden som rekreativt areal. Et fantastisk åbent grønt areal, som samler byen. Der kan med fordel skabes bedre sammenhæng mellem arealet under blodbøgen og området ovenfor bassinet, så det udvides og bassinet får mere karakter af gadekær og bynært naturområde til sociale aktiviteter. FDF og lokale institutioner og foreninger bruger området flittigt. Børnene leger, plukker kastanjer og samler bær. I dag kiler det tomme område sig desværre imellem og fungerer som p-plads for lastbiler, hvilket er ret uhensigtsmæssigt.

Hvis man påtænker et nyt vejforløb ved Hjortshøj Møllevej, skal den ikke afskære vejen mellem FDF-området og den nye Østergaardspark. Nyt spejderhus skal være på samme side som parken. Det er ikke hensigtsmæssigt at spejderne skal krydse en vej for at komme til/fra spejderhytten og de arealer, som de kan få stor glæde af. Der skal være trafiksikker vej for spejdere der ankommer på cykel/til fods.

#Centerområdet ved dagligvarebutikken
Det er vigtigt at indtænke infrastruktur ift butik(ker) på COOP matriklen, da tung trafik igennem byen ikke er særlig hensigtsmæssigt. Det vil være smart at indtænke alternative indfaldsveje til tung trafik – fx åbne toppen af Hundkærvej mod Mejlbyvej kun til lastbiler mv (findes der en smart løsning? Noget teknisk? Fx sådan nogle der kan gå ned i jorden, som findes på torvet i centrum). Så letter man også tung trafik i det farlige kryds i bymidten – win win!

#Stationsmiljøet
Det er godt med visioner for stationspladsen i helhedsplanen, som et centrum og omdrejningspunkt i byen. Det er ærgerligt at Stationsmiljøet og de huse der omgiver virker ”forladte” og ikke længere har en funktion ift bylivet. Særligt lokalerne i den tidligere købmandsbutik virker tomme og forfaldne. Det giver et negativt førstehåndsindtryk, når man ankommer til Hjortshøj – som en død by uden liv og vitalitet.
Stationspladsen bruges som samlingspunkt 1. søndag i advent når juletræet tændes. Det er en meget hyggelig og samlende tradition, men der er desværre ikke plads til alle de mennesker, især ikke efter det nye busskur desværre er sat op midt i det hele. Jeg ser frem til at der indtænkes en plads til der kan rumme den slags aktivitet.

#Området foran Viruskolen og Viruphuset
Det er gode tanker om, at gentænke området som et samlet byrum sammen med det lille torveareal og skabe sammenhæng til boldbanerne. I dag er området rodet og der er problemer med regnvand, der samles som et kæmpe mudderbad på pladsen. Inddrag brugerne af området, foreninger og skolen.
Der er ofte biler parkeret lige foran Viruphuset, da det er svært for udefrakommende at gennemskue parkering. Der skal indtænkes bedre synlighed omkring parkeringspladsen og gerne (lidt) udbygning, da den ikke er stor nok ved større begivenheder.
Obs: Vigtigt at indtænke cykelparkering til både Viruphuset og skolen. Der er alt for få cykelstativer og pladsen er fyldt med cykler hulter til bulter. Det er desuden ønskværdigt med et område til ”cykelpleje”, så vi signalerer, at cykling er en prioritet (som Skæring Skole). Hvis vi aktivt fremmer Hjortshøjs identitet som cykelby minimeres biltrafikken om morgenen.
Inddrag skole og foreningsliv aktivt igennem cykelkampagner (også for cykelhjelm).

#Aktivitet og liv i Hjortshøj
I helhedsplanen mangler jeg flere konkrete tanker omkring aktivitet og liv i Hjortshøj – især for unge. Boldbanerne tilhører Virup If og er somme tider lukket af – det vil derfor være naturligt med en åben boldbane, der er tilgængelig for alle – som et samlingssted for byens unge. Fx efter rundkørslen, nede ved skoven og den ramponerede skaterbane, hvor lydene ikke generer for mange naboer. En opdatering af området kunne indbyde til fodbold, basket, skaterpark, parkour, udendørs bordtennis eller lignende aktiviteter der indbyder til fællesskab (med aftenbelysning).
Der er allerede en udendørs ”fitness”plads bagved (Skovager?), men den er desværre godt gemt væk inde bag skoven. Kunne man tænke noget ind som skolen og Viruphuset også kunne få glæde af? Ikke efter samme kedelige model, som ses alle steder – men mere egnet som parkour/crossfit areal. Det vil især være godt for de unge, som man mangler noget at tage sig til om aftenen. Gerne med et lille enkelt overdækket areal, som appellerer til de unge. Måske med en container til udstyr, hvor man kan låne/dele en nøgle. Inspiration kan hentes ved fx havnebyer med inspirerende havnepromenader der indbyder til liv, aktivitet og stemning. Hvis man sammen skaber et visionært og inspirerende projekt, vil byens borgere bakke op med frivillige kræfter og hjælpe med at rejse penge til projektet. Især hvis man indtænker et udendørs sceneområde, da Hjortshøj er en meget livlig kulturel by med både koncerter, byfester, festival og teater.
Obs: Det er vigtigt at tænke sikkerhed og materialer, da Hjortshøj desværre har været generet af mange ildspåsættelser ved børnehaver og FDF-hytten.

#Andelssamfundet (svar på nedslagspunkt #4)
Fra helhedsplanen: ”Området er opført på ideologier omkring bæredygtighed og økologi, hvilket er gennemgående for arkitekturen såvel som den generelle bystruktur. Andelssamfundet opleves i særlig grad som naturrigt, hvor udsigten over de omkringliggende åbne landskaber og bugten bidrager til oplevelsen.”
Hvis der presses rækkehuse ind på den østlige side af Østergaardstoften, så bryder man den ideologi og det særegne, som er så fantastisk. Et åndehul midt i Hjortshøj – hvor byens beboere og udefrakommende gæster nyder gåture pga. udsigten, marker, fornemmelsen af åbne vidder og det ”anderledes”. Alle byens institutioner tager på udflugt hertil. Et helt unikt og bevaringsværdigt sted, som man ikke bare kan presse rækkehuse ind på siden af. Det er ikke længere et åndehul, når alt er presset sammen og ligner ethvert andet nybyggerkvarter. Det giver desuden ikke mening at fjerne allerede eksisterende træer og krat, som i dag forsyner os med bær og mirabel. Dog kunne man godt åbne op, så krattet blev knap så utilnærmeligt. Det vil give bedre adgangsveje ind til Andelssamfundet og Høsteriet fra Østergaardstoften. Dermed ville området blive mere sammenhængende og anvendeligt fx til græsning af dyr og gerne flere bæredygtige forsøgsprojekter. I stedet for at begrænse området, er der nemlig behov for at udvide.
Desuden vil der komme for meget trafik på vejen ved Østergaardstoften, så den ikke længere er sikker for cyklister til skolebroen. Hvert år i august bruges hele vejen og det grønne areal langs Østergaardstoften desuden til et loppemarked for hele byen – netop den slags initiativer der gør Hjortshøj til noget helt unikt.
På den østlige side af Østergaardstoften, tættest på skolebroen, er der desuden et rekreativt område, som i dag fungerer som byens kælkebakke – til stor glæde for børn og voksne, når der er sne om vinteren. Det vil være synd at miste dette sted.
God ide at åbne op ved ”indgangen” og mere trafiksikkerhed ift Gl. Kirkevej og Sølykken. Andelssamfundet er vokset (og tilvokset) og det er også en god idé at kigge på de interne stisystemer og gøre det lettere for beboere og de mange besøgende at færdes sikkert. Der er flere steder opsat små hjemmelavede skilte mod cykler, fordi det er usikkert at færdes for bløde trafikanter og nogle beboere er generede af de mange besøgende, og føler, at det er en evig ”rundvisning”. Jeg vil derfor opfordre til, at man sammen udtænker bedre infrastruktur/stisystem/indgange der både tilgodeser beboere og besøgende, samtidig med at det bibeholder det særegne og unikke.

#Hjortshøj i vækst
Der er allerede stor udvikling på vej, mange nye boliger – og dermed mange flere borgere til Hjortshøj. Det er derfor vigtigt at tænke bæredygtighed ind – dvs bæredygtighed for Hjortshøj. Hvad ønsker Hjortshøj? Hjortshøjs særegne identitet med ”landsby-feeling”.

Ikke for mange nye store områder på en gang, for byen skal kunne følge med. Særligt infrastruktur, skole og institutioner skal kunne følge med antallet af nye indbyggere. I helhedsplanen er det angivet, at skolen kan udvides indenfor eksisterende areal, men det er ikke korrekt! Når skolen afholder fælles aktiviteter som morgensamling på skoletorvet, aktiviteter i den meget lille skolegård, motionsdag, Virup festival o.lign er det tydeligt at der ikke er plads at vokse på. For at en skole skal være velfungerende og samlende for børn - samt forældre og lokalsamfund ved særlige lejligheder, skal der være plads til fælles aktiviteter og der er skolens plads allerede meget begrænset!

God idé at oprette daginstitution i de gamle klublokaler – men sørg for at renovere dem grundigt først.

#Kirstineborg
Hjortshøj er meget glade for Kirstineborg og har igennem åren nydt godt af plantagen. Sørg for at indtænke og bevare det særlige ved plantagerne – æbletræerne kan tyndes ud, men skal bevares og danne skygge og hygge og værne om det helt særlige. Sørg for at have små kiler, så den nye bebyggelse ikke bliver for tæt og beton-agtig.
FORSLAG: Inddrag borgerne i at flytte og genplante æbletræer andre steder i byen. Det vil blive modtaget positivt og samtidig være ekstremt god omtale. Win win.

Det er oplagt at åbne ind til Virupvej og rundkørslen, men husk trafiksikkerhed og bløde trafikanter. Parkeringspladsen ved boldbanerne vil være mere naturlig at køre til for fx skolens ansatte og besøgende til Viruphuset. Vi ser frem til at trafikken foran skolen vil blive lettet betydeligt.

God idé med placering af daginstitution i Kirstineborg-området på sigt, så det giver nærhed til skole, bibliotek, Viruphuset, udearealer mv.

#Boliger til mennesker med handicap
Aarhus Kommunes ønske om etablering af institutionsbyggeri / alment boligbyggeri til ca. 30 mennesker med handicap kan med fordel imødekommes ved placering der kan skabe sammenhæng og synergi til især Folkehuset eller Andelssamfundet.
1) Placering på den anden side af Mejlbyvej (området ved Asmusvej) med kort afstand til Folkehuset.
2) Placering i Kirstineborg, hvis man etablerer overgang/tilgængelig adgang til station og sammenhæng til Folkehuset.
3) Placering på den anden side af Andelssamfundet i udkanten af Hjortshøj, hvis der skabes en overgang over letbanen. (Måske kaldes det Hjørnegrunden? Yderst på Gammel Kirkevej (hvor der i dag er mark og længere ude noget der minder om en losseplads). På den måde kan der skabes synergi til Andelssamfundet (ulempen er dog begrænset adgang/tilgængelighed internt i Andelssamfundet).

#Generelt
Hent inspiration (fx Nye) og tænk anderledes og bæredygtige bygninger, der vil passe til mennesker og identitet i Hjortshøj. Visionær og bæredygtig udvikling – indtænk flere bæredygtige løsninger i Helhedsplanen for Hjortshøj. Vi vil gerne være visionære, gå foran og afprøve løsninger.
Kan man sætte solceller på taget af skolen eller folkehuset? Når større egnede tagflader skal skiftes, så tænk i solcelle-løsninger. Kan man bruge al den vand til noget? Inspirerende vandkunst. Forsøgsprojekter. Fjerne de grimme tøjcontainere ved stationen og etablere en lille lokal genbrugsstation ved Andelssamfundet – indtænk mere genbrug og upcycling i sammenhæng med eksisterende initiativer i Vimby og Andelssamfundet. Evt affaldssortering.
I helhedsplanen savnes nævnelse af ladekapacitet til el- og hybridbiler, samt cykel- og delebilsordninger og fx cykelpleje. Det er oplagt ved gennemførelse af initiativer ved stationen eller skolen.
Hjortshøj omtales som en vigtig forstad til Aarhus, men helhedsplanen mangler visioner for og kobling mellem Hjortshøj og det omgivende (udover letbane) – især i form af sikker cykelsti til Egå Gymnasium og dermed resten af Århus. Rækkevidden for elcykler gør Hjortshøj meget attraktiv, som forstad til Aarhus, men det kræver mere sikker cykelsti. Hvad med super cykelsti?
Samtidig er forbindelsen til Skødstrup vigtig (særligt pga lægehuset) – og det vil være oplagt at prioritere en cykelsti der kan koble Hjortshøj og Skødstrup sammen ved hundeskoven, hvor cykelstien stopper meget brat.
Regnvand på kørebanen – husk Mejlbyvej, hvor man drejer af mod Lystrup. Vejbanen er ofte dækket af vand.
God idé med pendler p-plads ved rundkørsel (tæt på Egå Mølle) – men den virker lidt slidt/forladt (kan virke lidt utrygt at parkere sin bil der?). Den vil nok blive brugt noget mere, hvis der var fx ladestander og mere tydelig skiltning.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Christine M. Andersen

Indsendt

13/08/2024 22:14

Sagsnummer

HS4798145

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk