Supplerende høring for BRT-busser på Ringvejen
BRT-busser på Hørgårdsvej
Indsigelse mod, at BRT-busserne skal køre på Hørgårdsvej.
Jeg og min familie har boet på Hørgårdsvej 21 siden 1992 og har oplevet hvordan trafikken gennem årene er taget mere og mere til. Vi og andre beboere på Hørgårdsvej har gennem årene forgæves forsøgt, at få skabt en mere sikker vej.
Vi har henvendt os til kommunen med forslag om vejbump for at forhindre højhastighedskør-sel, hastighedsbegrænsning 40 km/t i form af skiltning samt et stort ønske om cykelsti i begge retninger.
Det er indtil videre ikke lykkedes at få nogle af dele.
Sikkerhed frem for alt.
I dag kan man cykle på cykelsti fra toppen af Lystrup og helt ind til Domkirkepladsen i Aarhus – lige med undtagelse af Hørgårdsvej – 800 meter uden cykelsti hvilket absolut ikke giver nogen mening, når man ved hvor befærdet vejen er. Siden Lystrupvej/Arresøvej er blevet tæt bebygget med nye boliger er antallet af cyklister på Hørgårdsvej steget markant.
I morgentimerne er det ikke ualmindeligt, at der er så tæt trafik af cykler, at der kører to rækker af cyklister ved siden af hinanden. Det er vanskeligt at komme ud af indkørslen, ikke mindst fordi de fleste børn i indskolingen og de små årgange kører på fortovet. Jeg kan godt forstå forældrene og deres bekymring for den tætte trafik, jeg har selv haft 3 små børn der skulle køre på cykel til Strand Skolen. Det er ikke en sikker skolevej så længe der ikke er etableret en cykelsti.
Det er forbundet med stor risiko når mange hundrede cykler hver morgen og formiddag i kombination med biler, løbehjul, lastbiler fra byggerierne i området kæmper om de 2 X 3 meter vejbane på deres vej ind mod Aarhus eller modsatte vej mod Lystrup.
Hørgårdsvej er også afviklingsvej for forældre i bil der har afleveret deres børn på Strand Skolen, Børnehaven Jasminvej eller Vuggestuen Forte Leddet.
Udkørslen fra krydset Enebærvej/Hørgårdsvej er nogenlunde da udsynet er godt, dog er for nylig blevet opsat et uautoriseret advarselsskilt i krydset Hørgårdsvej/Vestre Strandvej med opfordring til ”Cyklist Fuld Stop” da der hver morgen er mange farlige situationer med cykler der ikke overholder vigepligten.
I den modsatte ende ved udkørslen Violvej/Hørgårdsvej ud til krydset ved Grenåvej, her sander trafikken fuldstændig til om morgenen.
I dag er højresvingsbanen og ligeud banen slået sammen hvilket gør, at der ofte kun kommer få bilister over krydset hvis den forreste bil skal svinde til venstre op ad Grenåvej.
Højresvingsbanen er næsten umulig at holde i på grund af de mange cykler der holder og venter på grønt lys. Hvis man følger færdselsloven og holder til højre på kørebanen kører de fleste cyklister op på fortovet eller venstre om bilerne og ind foran så det vanskeliggøre afviklingen af trafikken væk fra Hørgårdsvej. Dertil kommer så den lange række af biler der holder på Violvej som desperat forsøger at flette ind på Hørgårdsvej hvor al trafik i forvejen er gået i stå.
De beboere der lufter deres hunde i morgentimerne eller øvrige fodgængere skal være ekstra opmærksomme på den trafik af cykler der er på fortovet. Der er ugentligt større grupper af børn fra Børnehaven Jasminvej på tur og det foregår også ad Hørgårdsvej.
Plejehjemmet Hørgården har plejehjemsbeboere der fortsat er mobile og som har deres daglige spadseretur på Hørgårdsvej. Det kan være med rollator eller ledsaget af et familiemedlem eller en plejer. Den mulighed vil helt sikkert blive ødelagt i fremtiden hvis der skal køre hurtigbusser på Hørgårdsvej.
Det er vigtigt at huske på, at Hørgårdsvej er en parcelhusvej, en skolevej, en vej til børnehave og vuggestue og vej til Plejecenter Hørgården.
Der er i de seneste år flyttet mange børnefamilier til Hørgårdsvej hvilket har skabt nyt liv på vejen.
Planen om at lave en busrute via Hørgårdsvej der skal køre med en frekvens på 10-12 minutter, vil totalt ødelægge miljøet på vejen og være medvirkende til, at vi som parcelhusejere ikke i samme grad vil kunne opretholde et fællesskab med naboer og genboer. I forvejen kæmper vi med, at vi som en af de eneste veje i Risskov ikke kan holde en vejfest som de kan på de fleste andre villaveje.
Der findes i Risskov flere tilkørselsveje til Grenåvej. De har alle gennem årene fået tilført fart-dæmpende foranstaltninger – undtagen Hørgårdsvej der hver gang bliver forbigået.
Sidste år valgte kommunen at opsætte parkering forbudt skilte på Hørgårdsvej i tidsrummet 7-9 om morgenen hvilket har resulteret i, at alle nu parkerer på Enebærvej der er skolevej. Det har medført, at Enebærvej er blevet farligere at cykle på da vejbanen er halveret grundet parkerede biler og at der nu ingen hindring er for at køre ekstra stærkt på Hørgårdsvej.
Hvis jeg skal sige noget positivt om dele af forslaget så er det, at der ENDELIG bliver åbnet for en mulighed for at etablere cykelsti på Hørgårdsvej.
Jeg har været ude med tommestokken og måle, og hvis man inddrager 80 cm af fortovet i begge retninger og 40 cm af kørebanen (i alt 120 cm) og etablerer cykelsti i stedet for, vil det give en sikker og tryk afvikling af cykeltrafikken og bilerne vil stadig kunne passere hinanden med fornuftig afstand. I forhold til cyklisternes adfærd i trafikken bør man dog overveje en noget bredere cykelsti.
Hvis der så ydermere blev 40 km/t farsbegrænsning på Hørgårdsvej, der fra tid til anden minder om opløbsstrækningen på Jyllands Ringen, så vil jeg og mine medbeboere føle os meget overbevist om, at vi kan undgå dødsulykker på vejen. For som det er nu og ikke mindst med etablering af en ny busrute der skal køre med højfrekvensafgange, er det kun et spørgsmål om tid inden nogen bliver kørt ihjel på vejen.
De gode elementer i forslaget
Jeg har i min indsigelse bestræbt mig på at være konstruktiv og komme med løsningsforslag så nogle af de gode ideer der findes, i kommunens alternative forslag alligevel kan komme cyklister, bilister, fodgængere og beboere til gode.
Jeg er tilhænger af mere kollektiv trafik og tanken om, at få bilerne væk fra beboelsesområ-derne og den bymæssige bebyggelse men, at bruge parcelhusvejen Hørgårdsvej som busrute for højfrekvensbusser giver absolut ingen mening.
Venlig hilsen
Familien Gravers
Download høringssvar som pdf