Supplerende høring for BRT-busser på Ringvejen
Høringssvar til Aarhus Kommune vedrørende BRT-busser på Hørgårdsvej
Kære Aarhus Kommune,
Jeg støtter op om det høringssvar som Mattias Gedde har indsendt på vegne af "Risskovs forening imod BRT-linjeføringen Grenåvej-Hørgårdsvej-Vestre Strandallé station" (sagsnummer: HS8730011)
Jeg skriver som beboer i området omkring Hørgårdsvej for at udtrykke min bekymring og modstand mod forslaget om at anvende Hørgårdsvej som alternativ rute for de nye BRT-busser. Forslaget om en alternativ rute for busserne over Hørgårdsvej er ikke et miljø og samfundsmæssigt bedre alternativ end de to eksisterende og alternative forslag, som jeg vil redegøre for herunder.
Argument 1: Demografi
Anlægningen af en ny rute bør af samfundsmæssig interesse tage udgangspunkt i befolkningsdemografi og passagergrundlag. Af denne grund virker forslaget om at føre ruten via Nordlandsvej til Torsøvej station, som den bedste af de 3 forslag. Her kan passagerer fra blandt andet Jættehøjen og Arresøvejsområdet anvende ruten, begge områder med højt passagergrundlag og færre transportmuligheder end Grenåvej i dag allerede tilbyder. I tilfælde af at Grenåvej skal være en del af ruten, så foreslår jeg at man fører ruten via Grenåvej til Brobjerg centeret, hvor det store passageropland fra Brobjergparken kan få glæde af ruten. Begge ovenstående forslag vil efter min vurdering medfører flere passagere på den sidste del af ruten og derfor samfundsmæssigt, økonomisk og miljømæssigt give bedst mening.
Argument 2: Trafikafvikling
Et centralt problem ved at vælge Hørgårdsvej ruten er det stykke, hvor bussen skal passere på Grenåvej. Grenåvej er allerede i dag stærkt trafikeret, og der er I dag kun etableret busspor I den ene retning, hvorved busserne kan blive fanget I myldretraffiken, som er voksende pga. den demografiske vækst i ydreområderne.
En af de andre udfordringer, er at det ikke er ualmindeligt, at man oplever lange ventetider for at komme over krydset Hørgårdsvej/Greenåvej i myldretiden. Da det ikke vurderes muligt at etablere et dedikeret spor for bussen på Hørgårdsvej, vil dette betyde bussen vil blive tvunget til at afvente afvikling af køen. Vælger man at prioritere trafikken fra Hørgårdsvej, vil det kræve sit eget “afviklingsrum”, da en 25 meter lang bus sjældent vil kunne finde lange nok ophold I trafikken fra Lystrupvej til at kunne passere. Normalt kan der i dag kun afvikles ganske få personbiler ved et grønt lys. Ændre man i krydsets frekvens vil det være til stor gene for afvikling af trafikken fra Lystrupvej og Grenåvej. I Hørgårdsvejs anden ende opleves der ofte kø I forbindelse med letbane skal krydse Vestre Strandallé, derfor vil bussen blive forhindret i at kører til dens buslomme indtil letbanen er passeret og trafikken er afviklet – dette ligestiller som minimum risikoen for forsinkelser med ruten via Skolevangs Allé. Med andre ord vil den alternative rute medføre flere biler I tomgang og derved en større partikel- og co2 forurening i området. Ruten vil også resultere i forsinkelser for BRT-busserne, hvilket modarbejder idéen om en hurtig og effektiv transportløsning.
Argument 3: Sikkerhed
Hørgårdsvej er i dag en villavej, som primært benyttes af lokale beboere, cyklister og gående. Befolkningsvæksten på Arresøvej har den seneste tid påvirket trafiksikkerheden i området, da Hørgårdsvej er en central rute til skoler, daginstitutioner, sport, fritidsaktiviteter samt strande. Indførsel af BRT-busser, som vil køre hvert andet minut, vil øge trafikken markant, hvilket vil gøre vejen utryg for beboere, især børn, der bruger vejen som skolevej til Risskov- og Strandskolen samt de lånte lokaler på lokalcenter Hørgården, men også ældre borgere på plejehjemmet Hørgården, der vil blive omringet til alle sider af tung trafik fra letbane eller BRT-rute, der vil gøre deres muligheder for at færdes begrænset.
Desuden vil BRT-busserne i høj grad modarbejde kommunens mål om at fremme cykeltrafik, særligt mod/fra Hornslet ruten. Krydset ved Hørgårdsvej/Vestre Strand Allé er allerede udfordrende for cyklister, og en øget mængde tung trafik vil kun gøre det værre. Fremkommeligheden for cyklister vil blive stærkt reduceret, og det vil i sidste ende gå ud over byens ambitioner om at forbedre cykelinfrastrukturen.
Argument 4: Støjforurening
Med eksisterende støj fra letbane, vil BRT-busserne bidrage til et mere konstant øget støjniveau i området frem for periodisk for højt støjniveau. Anvendelsen af letbanen er i år 2024 fordoblet og det vil ikke være usandsynligt at letbanen trafikken yderligere vil forøges de kommende år, hvorfor etablering af BRT-busser på Hørgårdsvej vil bidrage til en problemstilling om støjforurening.
Argument 5: Hold jer til valgt løsning
Perspektivet at en BRT-busrute er billigere end etableringen af en letbane, kan runge hult når de to løsninger kommer til at modarbejde hinanden i form af plads og støj. Langs Hørgårdsvej er der allerede blevet valgt en letbane, som kapacitetsmæssigt ikke er fyldt. At anvende eksisterende letbane løsning i forbindelse med en ny letbane løsning langs ringvejsruten eller at etablere evt. BRT-linje langs letbanens eksisterende spor, vil være langt mindre forstyrrende for områdets beboere og anvende byrummets begrænsede plads bedre.
Argument 6: Dyreliv
Der er ikke lavet tilstrækkelige undersøgelser af dyrelivet i området. For eksempel er der flere padder i området, både tudser og frøer. På grund af områdets placering tæt på kysten bør det undersøges, om strandtudser (Epidalea calamita) og andre truede arter findes iblandt disse.
På baggrund af ovenstående argumenter er det tydeligt, at Hørgårdsvej ikke bør anvendes som rute for BRT-busserne. Jeg vil derfor opfordre Aarhus Kommune til at genoverveje beslutningen og i stedet fokusere på ruter, der bedre kan håndtere den tunge trafik, uden at det går ud over miljøet eller beboernes trivsel og sikkerhed.
Download høringssvar som pdf