Vejdirektoratet har i perioden 2022 – 2024 gennemført en miljøkonsekvensvurdering af en to kilometer lang tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus. Vurderingen er nu færdig, offentliggjort og klar til den afsluttende høringsfase.
Den offentlige høring går i gang nu og forventes afsluttet den 9. januar 2025. Derefter vil der blive udarbejdet et høringsnotat, som vil blive gjort offentligt tilgængeligt på Vejdirektoratets hjemmeside.
Inden afslutning af høringsfasen afholder Vejdirektoratet et borgermøde, hvor alle er velkomne. Borgermødet afholdes d. 27. november kl. 17 – 19 hos VIA University College, Ceresbyen 24, 8000 Aarhus C i auditoriet i bygning A. Før borgermødet vil der være fra kl. 16 og i en time frem være åbent hus, hvor man kan få en dialog med Vejdirektoratets fagmedarbejdere.
Miljøkonsekvensvurderingen skal sikre det bedst mulige grundlag for Folketingets behandling af lovforslaget for en tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus.
Michael Vosgerau
Projektleder
Vejdirektoratet