Spring til hovedindhold
Begivenhed

Borgerkonference 2 om udvidelsen af Aarhus Havn

Aarhus Kommune inviterer til borgerkonference 2 om udvidelsen af Aarhus Havn
Dato
mandag d. 7. november 2022
Tid
21:00 - 21:00
Adresse
Rådhuset

Det er borgmester Jacob Bundsgaard og nu tidligere rådmand for Teknik og Miljø Steen Stavnsbo, der har taget initiativ til borgerkonferencen i kølvandet på de rekordmange høringssvar i forbindelse med miljøundersøgelsen, den såkaldte VVM-​undersøgelse.

Forud for borgerkonferencen har organisationer, foreninger, interessenter og fagpersoner debatteret fordele og ulemper ved havneudvidelsen på en række temamøder. Debatten på temamøderne bliver udgangspunktet for dialog ved borgerkonferencen. Opsamlinger mm. fra temamøderne kan findes her: Udvidelse af Aarhus Havn

Formålet med borgerkonference 2 er at præsentere den politiske opgave; de valgmuligheder, politikkerne står overfor, og hvilke konsekvenser der er forbundet med hver af valgene. Det skal fremstå konkret, hvordan valgene påvirker inden for de forskellige emner: samspil mellem by og havn, visuel påvirkning, havmiljø og klima. Borgerkonference 2 er et opsamlende møde fra processen siden sidste borgerkonference, hvor Aarhus Kommune giver en status på progression, nye undersøgelser og kortlægger politikernes mulighedsrum. Der vil være forskellige oplæg fra organisationer og foreninger. Se hvilke i programmet herunder.

På borgerkonferencen bliver der plads til omkring 500 deltagere med krav om tilmelding ved fysisk fremmøde (du kan tilmelde dig på denne side). Oplæggene bliver live streamet, så du kan følge med hjemmefra gennem dette link: https://www.facebook.com/events/8415604731813389 (her behøver du ikke tilmelde dig). OBS: Samtalestandene vil ikke blive live streamet, og det virtuelle møde slutter efter oplæggene.

Program:

  • Velkomst v. borgmester og rådmand
  • Oplæg:
    • Arbejdet med alternative forslag v. HBS Economics 
    • Opdatering af klimaberegninger for Yderhavnen  v. Anne Zachariassen
    • Oplæg fra Beskyt Aarhusbugten v. Svend Erik Kristensen   
    • Oplæg fra Erhvervslivet v. Jesper Sandahl (Eimskip Danmark), Thomas Brorsen Pedersen (adm. direktør i Pond Global) og Jacob Svane (Dansk Industri) 
    • Oplæg fra Fællesrådene (Midtbyens, Frederiksbjerg & Langenæs, Aarhus Ø og Holme, Højbjerg, Skåde) v. Søren Matthiesen og Henrik Olsen
    • Oplæg om den politiske proces og overblik over de store dilemmaer. v. Luise Pape Rydahl 
  • Samtalestande med de store spørgsmål/dilemmaer (Denne del bliver ikke live streamet)
  • Afrunding v. borgmester og rådmand

Medbring gerne din mobil, så du kan give skriftlige input til en række spørgsmål ved samtalestandene.

Byrådets muligheder   

Politikerne i Aarhus Byråd skal efter planen begynde behandling af lokalplanen for det nye havneområde sidst på året. Når byrådet skal træffe en afgørelse, gør de det på baggrund af høringssvar fra høringsfasen i marts, og den proces vi er i gang med i øjeblikket. Byrådet har tre muligheder, når de træffer en afgørelse om lokalplanerne:  

 

  • Undlade at vedtage lokalplansforslagene og undlade at meddele VVM-​tilladelse .

    Det betyder, at byrådet ikke ønsker at planlægge for udvidelse af Aarhus Havn. Havneudvidelsen vil derfor ikke blive til noget i denne omgang.  

 

  • Vedtage planerne uændret i forhold til det fremlagte  

    Det betyder, at byrådet imødekommer Aarhus Havns ønske om en havneudvidelse som beskrevet i ansøgningen. Havneudvidelsen vil i så fald afhænge af, om Trafikstyrelsen giver tilladelse til at fylde jord op og gøre nuværende hav til land. 

  

  • Ændre lokalplanens bestemmelser eller lokalplanens afgrænsning  

    Det betyder, at byrådet delvist imødekommer Aarhus Havns ønske om en havneudvidelse, men at byrådet ønsker at justere på lokalplanen og hermed rammer for udvidelsen. Justeringer kan være størrelsen på det område, lokalplanen skal gælde for – havneudvidelsens areal – højden på byggeri og kraner, bebyggelsens beliggenhed eller bebyggelsens materialevalg og farver.  

 

Udvidelsen af Aarhus Havn vil uanset størrelse og form forudsætte, at Trafikstyrelsen giver tilladelse til, at der kan fyldes jord i vandet. Lokalplanen kan ikke bruges, hvis ikke Trafikstyrelsen giver tilladelse.   

Kontakt

plan-borgerinddragelse@mtm.aarhus.dk

Email address

plan-borgerinddragelse@mtm.aarhus.dk