Forslag til Grøn Mobilitetsplan
Invester godt - ikke billigt
Tak for en ambitiøs mobilitetsplan, der, udover miljø, adresserer en lige så vigtig udfordring: trængsel.
Hvis man skal løse trængselsudfordringerne er det afgørende at holde fast i prioriteringen af den kollektive trafik. Trængselsudfordringerne forsvinder ikke, fordi folk udskifter dieselbilen med en elbil.
Man bør investere i de løsninger, der giver størst kapacitet, også selvom de her og nu er dyrere end alternativerne. Det indebærer, at man prioriterer de skinnebårne transportformer:
- Letbanens etape 2
- Udvidelse af letbanens etape 1
- Ny bane til Silkeborg med stop i både Brabrand og Åbyhøj
Fravælger man ovenstående til fordel for eksempelvis BRT (som jo ikke er andet end længere busser i busbaner) vil anlægsbesparelsen over tid blive ædt af højere driftsomkostninger, og man vil desuden ikke kunne flytte lige så mange mennesker fra bil til kollektiv transport. Sidstnævnte dels pga. højere kapacitet, dels fordi komfort og hastighed er højere på skinner.
Det er vigtigt at understrege, at investeringer i letbane og tog ikke kan stå alene, men virker i samspil med de øvrige initiativer i mobilitetsplanen, såsom forbedringer af cykelinfrastrukturen, busbetjeningen og ny indretning af biltrafikken. Biler skal stadig være velkomne i Aarhus, men ikke som det foretrukne transportmiddel i dagligdagen. I stedet bør der være plads til, at vareleverandører, håndværkere og lignende kan komme rundt og udføre deres arbejde.
Da man anlagde Ringgaden havde man modet til at tænke langsigtet. I dag er udfordringerne anderledes, men udgangspunktet det samme: vær modig - og tænk i langsigtede løsninger for den kollektive trafik.
Derfor: Lad os undgå discountløsninger og i stedet investere i et fremtidigt Aarhus uden trængsel.
Download høringssvar som pdf