Den grønne mobilitetsplan specielt vedrørende Lystrup området
Fællesrådet for Lystrup, Elsted, Elev og Nye anerkender, at der er mange gode ideer og intentioner i forslaget til grøn mobilitetsplan for Aarhus kommune. En god mobilitet i kommunen er selvsagt af værdi for alle, men for borgere i oplandsområderne, der ofte har de længste transportveje, er det helt væsentligt med en god mobilitet.
Selvom vi som sagt ser mange gode takter i planen, vil vi i det følgende koncentrere os om de dele af planen, der umiddelbart berører vores lokalområde.
Vi hilser med tilfredshed de initiativer, der tages med hensyn til at gøre den kollektive transport til et attraktivt alternativ - specielt transporten i privatbiler. Vi ser meget gerne, at der hurtigt bliver tilført flere parkeringspladser til Lystrup Station. Vi er bekendt med, at flere på forhånd vælger letbanetransporten fra, idet det er usikkert, om der en parkeringsmulighed ved stationen. Vi minder om, stationen i Lystrup ikke ligger helt centralt i byen. Mange har derfor en lang vej til stationen. Noget ville kunne afhjælpes, hvis der blev sikret en busholdeplads ved stationen og hvis bussernes køreplaner og letbanens køretidspunkter blev koordineret også om aftenen. Det vil gøre det muligt at benytte busserne til transport til stationen. Desværre ser vi ikke initiativer hertil i planen.
I samme sammenhæng støtter vi forsøgene med gratis transport med letbanen f.eks. fra Klokhøjen. Vi ser meget gerne en genåbning af stationen ved Hovmarken. En byudvikling i området og etablering af et parkér og rejs ved stationen vil givetvis kunne bidrage hertil.
Mobilitetsplanen indeholder et forslag om at etablere en interessant og tættere fysisk forbindelse mellem området ved Lystrup Centervej (indkøb, sportshal, skole, svømmehal m.v.) og Lystrup Station. Vi tror, at en sådan (formentlig en cykel og gangsti forbindelse) via et attraktivt opholds – og aktivitetsområde vil gøre det lettere og mere enkelt at vælge letbanen som transport væk fra lokalområdet.
Vi minder om at buslinjerne 16 og 18 er to meget benyttede buslinjer. Linje 18 er den mest benyttede buslinje udenfor centrum og linje 16 er på niveau hermed. Hyppigere afgange på de to linjer også på ydertidspunkterne vil kunne være et væsentligt bidrag til en grøn mobilitet.
Når alt dette ser sagt, så minder vi om, at mange borgere i oplandet har både nødvendige, legitime og agtværdige grunde til at benytter privatbilen som transport til byens centrum. Vi beder byrådet om at have dette for øje, når rådet fremover drøfter tiltag, der skal reducere biltrafikken i centrum.
Med venlig hilsen
Flemming Larsen
Fællesrådet for Lystrup, Elsted, Elev og Nye.