Forslag til Grøn Mobilitetsplan
Nul-emissionszone
Kære Byråd.
Jeg ved godt at ambitionsniveauet skal være højt, men en gang imellem behøver man ikke forcere en udvikling, som er på vej og som i løbet af de næste år vil betyde endnu flere el-biler og endnu flere el-cykler i Aarhus. Udviklingen er naturligt på vej, og man kommer til at bruge en masse ressourcer og mandetimer på at skabe en nul-emissionszone, der i 2030-35 naturligt vil komme, da ingen formentlig til den tid vil købe benzindrevne biler endsige dieseldrevne biler.
Personligt har jeg en søn, som er handicappet, og han vil med de nugældende tilskudsregler og behov for stor handicapbil ikke have mulighed for el-bil, da kommuner kun giver tilskud til den billigste handicapbil, som pt. er hybrid-benzindrevet. (Hans nuværende er dieseldrevet). Han fratages dermed også muligheden for at besøge midtbyen og gå i Teatret, Musikhuset osv. samt være en aktiv del af bylivet.
Jeg selv med over 60 år i Aarhus midtby er dybt bekymret for vores butiksliv her i det såkaldte Latinerkvarter og Domkirke område. Det er lykkedes os og et par andre nærliggende butikker at overleve i 110 år og fire generationer, da vi har tilpasset os nye tider. Dog er jeg denne gang dybt bekymret over omfanget af trafikfrie zoner/nul emissionszoner. Flere af vores kunder kommer fra Djursland og det øvrige Midtjylland. Nogle af disse kunder må allerede parkere udenfor Ringgaden, hvis de vil besøge Aarhus midtby (fx Den gamle By, Stenomuseet), da de har dieselbiler uden filter. Inden dette problem er løst, kommer Aarhus byråd så igen med en stramning, før udvikling og fremtiden har løst det og skaber dermed en masse unødig panik samt forbrug af midlertidige investeringer, der kunne være brugt andre måske mere trængende steder (læs: Handicap området). Jeg er tilhænger af grøn udvikling og grøn strategi, men en gang imellem er det klogest at lade tingene løse sig selv. Lands- og EU politisk er alle jo enige om at el-biler er den bedste vej frem, så de vil komme upåagtet om vi nok gør mere eller mindre i forbud lokalt.
Mit forslag er at udskyde Nul-emissionszonen, som forslået af Cityforeningen på vores generalforsamling i marts, til tidligst 2030 - og lad os så se om ikke vi automatisk får en nul-emissions lignende zone.
Hvis I, i Aarhus byråd, på trods af alle advarsler vælger at indføre en nul-emissionszone, skal jeg henlede opmærksomheden på at alle beboere og butikker med parkeringspladser i gårde og kældere bør have mulighed for at få en undtagelse til deres evt. benzin-dieseldrevne biler, indtil de naturligt udskifter deres køretøjer til el-bil eller el-cykel. Ligeledes skal vi kunne komme til vores butikker med egne varer og kunne udbringe egne vare til vores kunder/postfirmaer uden at skulle ud i yderligere bilinvesteringer, som ikke særligt mange små butiksejere har råd til lige nu.
Så kære Byråd udskyd nul-emissions zonen, da det forhåbentlig og sandsynligvis vil løse sig selv eller blive væsentlig mindre kompliceret at indføre senere. Husk så også på, at os små erhvervsdrivende skal have mulighed for at komme ind til vores butikker, som i dag uden yderligere omkostninger.
Med venlig hilsen
Robert Sørensen
Mimosa Foto.
Store Torv
PS: Kan man ikke udnytte Bispetorv bedre. Kedelig tom forblæst plads uden aktiviteter. Kunne man ikke lave cykelparkering og en legeplads til de mindre børn?
Download høringssvar som pdf