Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs
Lokalplan nr. 1237 – vindmøller ved Vosnæs
Vi er bosat med direkte udsigt over Kalø Vig og Vosnæs, og vi ønsker hermed at udtrykke vores klare modstand mod opsætningen af vindmøller i det pågældende område.
Projektet vil have betydelig negativ indvirkning på den unikke natur og det rekreative landskab, som både lokale borgere og besøgende i området nyder godt af. Kalø Vig og Vosnæs er enestående naturområder med stor landskabelig og biologisk værdi. Det virker derfor dybt problematisk, at der overvejes opstilling af op til 200 meter høje vindmøller i dette sårbare og naturskønne område.
Det er desuden tankevækkende, at af de over 40 høringssvar, der i skrivende stund er indsendt, er det kun én aktør – en vindmølleudvikler – der er positivt stemt overfor projektet. Alle øvrige svar fra borgere viser tydelig modstand og bekymring. Det understreger, at projektet ikke har folkelig opbakning og reelt ikke er i borgernes interesse.
Det rejser spørgsmålet: Hvem er dette projekt egentlig godt for? Er det rimeligt, at lokale beboere og den omkringliggende natur skal bære byrden af et projekt, der – ifølge Aarhus Byråds egen klimahandleplan – kun vil bidrage med 0,03 % af den nødvendige CO2-reduktion frem mod 2030?
Derudover vil projektet have stor negativ indvirkning på nabokommunen Syddjurs, som ikke får nogen gavn af energien, men til gengæld må lægge udsigt, naturværdi og rekreativ kvalitet til. Vindmøllerne vil være markant synlige fra store dele af Nationalpark Mols Bjerge og vil forringe den naturoplevelse, mange søger i området. Det er urimeligt, at Syddjurs og nationalparken bliver ramt af følgerne af et projekt, som de ikke har nogen indflydelse på eller fordel af.
Samtidig må det nævnes, at der allerede står vindmøller nord for Aarhus, blandt andet i området ved Petersminde og Bendstrup, hvor terrænet er højere og vindforholdene bedre. Det virker ulogisk og ressourcespildende at placere nye møller i lavtliggende, naturskønne og beboede områder som Vosnæs, når bedre og mindre konfliktskabende alternativer allerede eksisterer og kan udbygges.
Yderligere bør man have for øje, at der i 2016 var en bred folkelig modstand mod opstilling af kæmpevindmøller i Aarhus Kommune – netop på grund af den høje befolkningstæthed, de store visuelle gener og den ringe effekt i forhold til indsatsen.
Med den statslige garanti på 55 milliarder kroner til udbygning af havvind i Danmark, er det svært at se nødvendigheden af at ofre natur og livskvalitet i landområder som Vosnæs. Nationale løsninger bør prioriteres frem for små, lokale anlæg med stor lokalmodstand og ringe klimagevinst.
Vi beder derfor Aarhus Kommune tage borgernes og nabokommunens bekymringer alvorligt og afvise projektet. Lad os i stedet værne om den natur og det landskab, som vi alle er en del af, og som kun kan ødelægges én gang.
Download høringssvar som pdf