D. 19. Juni havde jeg fornøjelsen af at deltage i det velbesøgte møde i Vejlby-Risskov-hallen og griber i den anledning hermed den mange gentagne opfordring om skriftligt at fremsende et høringssvar med mine tanker og bekymringer.

Først og fremmest vil jeg bede jer læse argumenterne mod sagen fra Foreningen mod vindmøllerne ved Vosnæs en ekstra gang. Det opsummerer sagen flot.

For det andet finder jeg processen umådeligt klodset gennemført. I al sin klodsethed har man også mistet både byrådets eget manøvrerum men værst af alt: Demokratiet. Vi ser hvordan en stor kommune (Aarhus) trumler hen over borgerne i nabokommunen (Syddjurs) ved at påtænke at opstille store, skæmmende, generende vindmøller i sin egen kommunes fjerneste hjørne, og kun alt alt for sent tage møllernes nærmeste naboers protester ind.

Man kan ikke gemme sig under en begrundelse om at et klimaforlig hindrer partierne i at skifte holdning til projektet. I bureaukratiets og skrankepavernes navn gemmer I jer bag forstokkede processer, som jeg godt kan forstå er nødvendige i det daglige arbejde, men da kun hvis al anden håndtering af en given sag er kørt efter en snor – og det er den ikke her. Det blev selv nævnt op til flere gange på mødet at især borgerne i Syddjurs alt alt for sent var blevet inddraget. Det er uanstændigt.

I stedet for at se sig blind på en påstået lås i et klimaforlig burde Aarhus kommune i virkeligheden stramme sig an og se på det virkelige problem, som Nicolaj Bang så fint fik nævnt i et svar fra talerstolen til det offentlige møde: Man er fastlåst i sin egen forhippethed på at et CO2-regnskab på papiret skal gå i 0, når I i praksis kunne nå samme sted hen ved at gøre noget for at ændre den fjollede regel om at co2-reducerende projekter skal befinde sig indenfor kommunegrænsen for at kunne indgå i regnskabet. Det ville være langt mere fornuftigt at investere i havvindmølleparker langt fra land. Det ville også kræve at man tog kontakt til et Christiansborg som tydeligvis spænder ben for den grønne omstilling ved at proppe samtlige kommuner i den samme kasse.

For det tredje bør vi simpelthen passe bedre på vores unikke natur. Og naturen ved Vosnæs er enestående. Vi måtte til det offentlige møde lægge øre til et par sympatiske herrer fra NRGI som selvfølgelig forklarede det bedste havde lært, men så længe man ved at vindmøllerne påvirker mennesker i nærmiljøet negativt og så længe man absolut ingenting ved om påvirkningen af det vilde dyreliv, så bør man trække i håndbremsen. Herren var NRGI sagde at man har “indtryk af at dyrene vender sig til det”. Ergo ved man ingenting. Vi har et forpligtelse til at passe på naturen så godt vi kan indtil vi skal overlevere den til de næste generationer.



Med på mødet var også en herre valgt til Aarhus byråd for Socialdemokratiet. Han stod ved at “sagen var så godt som afgjort” fordi partierne på tværs var bundet op på klimaforliget, og han havde ikke tænkt sig at ændre sin egen stemme. Der skulle meget kradse sager for at han kunne ændre sin mening, men der blev opfordret til at indsende høringssvar for “Man ved ikke hvad man ikke ved”.

Ironien er til at tage at føle på ved det udsagn: Energistyrelsen har i sin tid udvalgt stedet efter bedste evne. På trods af man ikke ved hvad man ikke ved. Og nu hvor høringssvarene kommer frem slår politikerne ud med armene og henviser til det klimaforlig. Såfremt der ikke trækkes i håndbremsen på grund af naturen (for nogen en blød værdi, som ikke anerkendes som særlig vigtig) så gør det da i mindste for demokratiets skyld. Man kan simpelthen ikke være andet bekendt efter denne her uanstændige proces.