Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs
Vosnæs - ustabil energifremstilling
Området ved Vosnæs er en af Danmarks naturperler, der ikke nu og i fremtiden skal besudles med støjende, herlighedsødelæggende og faunaforstyrrende maskiner til generering af elektricitet.
Dels har Danmark allerede et mere end tilfredsstillende antal vindmøller, for bemærk, at disse jf. Energinet, når vinden blæser tilstrækkeligt, kan dække hele Danmarks elforbrug. At de så leverer el som vinden blæser er en anden sag.
Dels har den slags maskineri en helbredsnedbrydende påvirkning på pattedyr, især mennesker, der påvirkes af vedvarende støj og visuelle forstyrrelser. Og så taler vi ikke om de fugle, især går det ud over musende rovfugle, der bliver hakket i stykker af en vindmølles vingespids, der kommer susende med en fart af ikke under 230 km/t.
Det giver således ingen mening, at Århus Kommune og dens byråd insidiøst skal kunne pudse deres anløbne klimaglorie på bekostning af beboere ved Vosnæs og den natur der dér forefindes.
Slutteligt, for blot at gøre det helt klart: Undertegnede mener ikke, af ovenstående og i kortform forklarede grunde, at der skal stilles hverken vindturbiner eller sågar solpaneler op ved Vosnæs, og at det således ved lokalplan faktisk skal forbydes.
Download høringssvar som pdf