Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs
Vindmøller ved Vosnes
Jeg vil gerne tilslutte mig de mange grundige og velargumenterede høringssvar, der allerede er indsendt i forbindelse med projektet – særligt dem, der belyser de alvorlige konsekvenser for natur, dyreliv, støjforurening, ejendomsværdier og de juridiske problemstillinger. Jeg har ikke yderligere at tilføje til disse vigtige pointer, som tydeligt viser, hvor gennemarbejdet modstanden mod projektet er.
Men jeg vil gerne fremhæve en bekymring, som måske ikke er blevet vægtet højt nok: nemlig den mentale trivsel hos beboerne i området.
Mange har valgt at bosætte sig netop her for roens og naturens skyld – og udsigten til massiv støj, visuel dominans og uro i hverdagen kan have alvorlige konsekvenser for både det psykiske og fysiske helbred. Vi ved allerede, at støjgener kan føre til søvnproblemer, stress, angst og i sidste ende sygemeldinger og behov for støtte fra sundhedsvæsenet. Det er ikke kun en personlig tragedie for de berørte – det bliver også en samfundsudgift, som kommunen i sidste ende skal bære.
Med tanke på det store lokale engagement – både økonomisk og juridisk – og den klare vilje til at føre sagen så langt som nødvendigt, håber jeg, at beslutningstagerne vil overveje, om det her virkelig er den kamp værd. Måske er det tid til at finde en bedre løsning – en, der ikke splitter lokalbefolkningen, og som ikke underminerer den mentale sundhed og livskvalitet for de mennesker, der allerede bor her.
Med Venlig hilsen, Anne Gaardmand
Download høringssvar som pdf