Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs
Nej tak til vindmøller på Vosnæs
Jeg er imod opsætningen af kæmpevindmøller på Vosnæs.
Der er brug for uindustrialiserede åndehuller, hvor mennesker kan lade op og finde ro, og hvor dyr kan leve i fred.
Dette er et symbolprojekt, som kun vil bidrage med 0,03 % af den samlede CO2 reduktion i Århus kommunes klimaplan for 2025-2030, og de negative konsekvenser står ikke mål med gevinsten, hverken menneskeligt, biodiversitetsmæssigt eller økonomisk - plus det er primært naboen, der betaler prisen. Mange af os syddjursborgere har netop valgt at bosætte os herude, fordi vi nyder nærheden med naturen, roen og dyrelivet. Det er ganske enkelt uanstændigt naboskab af Århus kommune, og jeg bakker om Syddjurs kommunes modstand og gode argumenter.
Vi har ikke kun en klimakrise, vi har også en biodiversitetskrise og er altså nødt til at bevare/genskabe noget af den smukke og unikke natur, vi trods alt stadig har. Til mødet d. 19. juni blev der sagt, at “dyrene nok vænner sig til støjen”. Det er usagligt og at tale ned til de mange fremmødte bekymrede borgere og lugter langt væk af, at man ikke for alvor har undersøgt konsekvenserne for bl.a. dyrelivet i området. Og der ER altså evidens for, at dyr (og mennesker) bliver fordrevet fra områder af sådanne projekter.
Til sidst vil jeg lige fortælle, hvor frustrerende det er som engageret borger at komme til et borgermøde, hvor der til velkomsten bliver anerkendt, at processen ikke har været ok, og hvor der senere på samme møde åbent bliver sagt, at beslutningen allerede er taget. Det er udemokratisk, frustrerende og dybt bekymrende.
Grøn omstilling, ja tak, men det skal også give mening. Og demokratiet må vi aldrig give køb på.
Download høringssvar som pdf