Vindmølleprojektet i det landskabeligt unikke område ved Vosnæs har skabt stor vrede. Borgere vidt og bredt i Aarhus og Syddjurs kommuner protesterer mod visuel forurening, støjgener, negative miljøeffekter, adgangsbegrænsninger, planmæssig uretfærdighed og meget andet. Borgerne er blevet hørt alt for sent og alt for lidt. Undervejs er de forsynet med dokumentation, herunder rapporten om miljøeffekter, som er et partsindlæg fra energifirmaet, og som indeholder en hel del ”vægtede” konklusioner og kommunikationsmæssig smartness, jf. Line Sloths Carlsens og Lene Schütters grundige høringssvar.

Der tales alt for lidt om økonomiske forhold. Hvem vinder, og hvem taber på vindmølleprojekter? Udviklerne af vindmølleprojekter, det vil sige energifirmaerne, offentliggør ikke størrelsen af deres kompensation til de landmænd, som stiller deres jord til rådighed. Jeg ved fra et solcellefirma, at sektoren håndhæver en streng juridisk tavshedsklausul i kontakterne med landmændene. Men der snakkes i landmandskredse alligevel om, at der er gode penge i vedvarende energi. En åbenmundet landmand i det sønderjyske fortæller, at han er tilbudt mere end 3 millioner kroner per mølle up-front, for at firmaet kan disponere over et ”frimærke” af hans mark. Hertil kommer årlige leje af arealet, som møllen står på og adgangsvejen frem til den. Størrelsen af jordlejen afhænger af elektricitetsproduktionen, og jeg har set et tal på 5%, uden at det fremgår, hvordan og af hvilke beløb krone- og ørebetalingen helt konkret beregnes. Det er uacceptabelt hemmelighedskræmmeri om samfundsmæssig essentiel infrastruktur.

Der er store usikkerheder om, hvad en vindmølle kan indtjene i løbet af sin levetid, selvfølgelig blandt andet fordi det afhænger af, hvordan vinden blæser og af markedspriserne. Men det anføres i mange sammenhænge, at 100 millioner kroner i overskud/profit i en 3 megawatt-vindmølles cirka 25-årige levetid nok ikke er urealistisk. I det omfang, at ejerskabet er dansk, skabes der selvfølgelig et rart løbende skatteprovenu til staten. Men hvor meget betales direkte til lokalsamfundene og til dem, som måtte lide under generne fra vindmøllerne? Noget af indtjeningen fra vedvarende energi pløjes tilbage til lokalsamfundene via kommunerne. Det lyder som en win-win-situation. Men hvor store beløb er der helt konkret tale om? Der skal fremover indbetales 313.000 kroner per Megawatt, som stilles op. Ved fremsættelsen af lovforslaget i 2024 skønnede energiministeren, at der i hele landet ville komme 300 millioner kroner ind om året til den grønne pulje. Det lyder af meget. Men beløbene er under alle omstændigheder bittesmå peanuts sammenlignet med det kommercielle overskud ved vindmøller og solcelleanlæg. Vosnæsmøllerne skal i alt betale i størrelsesordenen 3 millioner kroner, og opstilleren kan sågar få lov til at afdrage betalingen i op til 7 år! Aarhus Kommune giver ikke på sin hjemmeside et indblik i, hvor mange penge, der er til rådighed som effekt af VE-udbygningen, og hvordan pengene skal bruges klogt. Syddjurs har i 2025 for hele kommunen 558.000 kroner at gøre godt med. Det virker desuden som en hån, at borgergrupper eller foreninger kan søge om op til 250.000 kroner til småprojekter, og at de skal hoste op med mindst det samme beløb i egenfinansiering. Folk omkring Vosnæs vil nok gerne undvære et så beskedent hold-kæft-bolsje, hvis de kan blive fri for møllerne.

Mange kommuner planlægger taktisk, at VE-anlæggene skal ligge tæt ved kommunegrænsen. Det gjorde Aarhus Kommune også og ”glemte” et sommerhusområde i Syddjurs Kommune ved Løgten Havhuse med 68 ejendomme, hvoraf 28 bebos helårs under pensionistordningen. Igen er det relevant at se på økonomien, herunder hvem der tjener og taber på vindmøllerne. Ejerne i sommerhusområdet er berettiget bekymrede for et værditab, for møllerne er voldsomme og kan ses og måske også høres og føles fra rigtig mange ejendomme. Der er selvfølgelig stor usikkerhed om størrelsen af et værditab, men forskellige forskere nævner, at 10-20% høvles af ejendomsværdien. Taksationskommissionen har til opgave at vurdere tabet ud fra den konkrete situation, og en stikprøve af kommissionens afgørelser tyder på, at kompensationen generelt ligger lavere end 10%. Antallet af huse i Løgten Havhuse, som er anført at ligge inden for den zone, hvor der kan udbetales kompensation, er 51. Priserne i området ligger i øjeblikket gennemsnitligt på omkring 2 millioner kroner for et sommerhus. Hvis værditabet står til 8%, vil disse 51 ejendomme modtage en kompensation på samlet 8 millioner kroner, som opstiller skal betale. Nok får ejendomsejerne lidt penge i hånden, men der opstår et tab, når/hvis de vil sælge deres ejendomme, som er blevet mindre værd som følge af vindmøllerne. Sammenholdt med indtjeningsmulighederne ved vindenergi må værditabsordningen siges at være billig for energiselskabet. Hvis nogle ejere vælger at tage mod en salgsoption, så kan energiselskabet påregne et tab – eller måske en gevinst ved videresalg til nye ejere, som er indstillet på at leve med generne ved vindmøllerne. Energiselskabet gambler her, men det er inden for en særdeles acceptabel risikomargen sammenholdt med projektets dimensioner og selskabets økonomiske bruttoøkonomi.

Den samlede ejendomsværdi i sommerhusområdet Løgten Havhuse er højere, idet nogle huse ligger akkurat uden for udpegningszonen. 17 huse får ingen muligheder for kompensation, selv om alle huse i området vil blive negativt påvirkede og kan forventes at imødese gener og et værditab. De, som ikke kompenseres, må selv bære tabet.

Der findes også en såkaldt VE-bonusordning, som betyder, at beboere kan få penge udbetalt fra energiselskabet. Herved privatiseres byrderne og kompensationen. Det er en særdeles utiltalende middelalderlig del-og-hersk-strategi, hvor det handler om at formilde folk ved at lade penge flyde ind på deres private bankkonti! VE-bonusordningen beregnes ud fra anlæggets størrelse og art, samt afstande. Der mangler præcision i vurderingerne, men Energistyrelsen skønner, at en husstand som gennemsnit får en årlig udbetaling på 16.500 kroner. Det beløb markedsføres massivt af både Energistyrelsen og energiselskaberne, men reelt er borgene efterladt uden vished om noget som helst, heller ikke om bonusbeløbenes udvikling i hele møllens levetid. Når energiselskaberne vælger at understøtte Energistyrelsens skøn og markedsføre VE-ordningen så massivt, bør alarmklokkerne nok ringe temmelig højt. Beløbets størrelse afhænger afgørende af antallet af ejendomme i beregningsområdet, og jo flere, desto lavere udbetaling. Man må forudse, at mange borgere nok vil blive skuffede, når de åbner deres netbank. Sommerhusejere, som ikke har folkeregisteradresse i sommerhuset, kan slet ikke få andel i VE-bonus. Igen må man sige, at niveauet for kompensation er relativ beskedent, værditabet taget i betragtning. I Løgten Havhuse bør borgere og sommerhusejere nok tage en dyb indånding og sammenholde med den oplevede risiko for mistede herligheds- og kulturværdier.

Kommunerne befinder sig i et dobbelt krydspres i forbindelse med udbygning af vedvarende energi. De bliver gidsler, når de skal leve op til deres egne optimistiske 2030-klimamål og samtidig overholde uigennemtænkte aftaler og forpligtigelser med regering og folketing, herunder de overraskende uordentlige og middelalderlige kompensationssystemer, som fører borgerne bag lyset. Politikerne bliver pisket rundt i manegen af altid velforberedte energifirmaer, som nok skal sørge for at bebrejde kommunerne, hvis de gør miner til at ”svigte” den grønne omstilling. Syddjurs Kommunes borgmester har modigt sagt nej til at stille op til dette spil. Tak for det! Vi mangler, at Aarhus Kommune også kommer til fornuft og indser, løfterne til energiselskab og godsejer kan trækkes tilbage under henvisning til massive folkelige protester, og at grøn omstilling kan og bør ske på en langt mere transparent og ansvarlig måde.