Vindmøllerne ved Vosnæs kan komme til at stå til evig tid som skamstøtter over disse års politiske blindhed over for betydningen af kulturhistoriske værdier. Når en mølles levetid er udløbet, får ejerne som hovedregel lov til at opføre en ny - og typisk endnu større - mølle. Vindmøller er industrielle anlæg, og bør opfattes og planlægges som sådan. Det bør være en statslig og ikke en kommunal opgave under udvisning og afbalancering af alle hensyn at planlægge for vedvarende energianlæg, herunder at sørge for, at de kan fjernes og bliver fjernet igen.
Der er talrige argumenter mod at opstille store vindmøller i områder, hvor der er mange andre interesser på spil, herunder natur, miljø, beboelse, sundhed, fritid osv. Debatten om møllerne ved Vosnæs viser, hvor alvorligt befolkningen tager denne cocktail af potentielt kritisk forarmning af området. Dette indlæg handler alene om de kulturhistoriske aspekter, herunder landskaber og bygningsarv.
Aarhus Kommune har i kommuneplanen fra 2017 klassificeret Vosnæs-området som et værdifuldt kulturmiljø. Der lægges her vægt på samspillet mellem marker og skovlandskaber, med markante skovbryn, som skaber artsmæssigt varierede afgrænsninger. Skøn løvskov går helt ned til vandet. Der er masser af byggelinjer, og hele arealet ligger i inden for kystnærhedslinjen. Nyere dyrkningsmetoder betyder, at markerne er store. Dette herregårdslandskab er beliggende i et sammenhængende faldende og bølgede terræn med en grandios udsigt mod Aarhusbugten. Herregården med tilhørende bygningsmasse er indplaceret i landskabet, og hovedbygningen har udsigter dels mod vådarealer og skov mod nord, og mod det store landskab og Aarhusbugten mod øst og syd. Skov, marker, park og haver er rammen om en historiefortælling gennem århundreder. Samlet set giver det et udtryk for tidligere godsejeres udprægede sans for landskabsæstetiske kvaliteter. Vosnæsgård er lige som andre herregårde en demonstration af en meget bevidst og indsigtsfuld forståelse af visuelle kvaliteter. Disse kvaliteter kommer naturligvis ikke mindst beboerne i hovedbygningen og de andre boliger på godset til gode. Men borgere, som færdes i landskabet til fods og på cykel kan også nyde og få andel i dem. Netop derfor er området en del af en fælles kulturarv.
Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke i miljøvurderingsrapporten findes fotovinkler, som illustrerer vindmøllerne fra Vosnæs hovedbygnings stuer eller fra udsigterne fra de bevaringsværdige medarbejderboliger. Selv om der ikke er offentlig adgang til disse bygninger, er de en del af dansk kulturarv og opfattes som sådan af befolkningen. Der er heller ingen fotovinkler med Aarhusbugten i baggrunden. Således vil læsere og beslutningstagere uden lokalkendskab få et misvisende billede af landskabernes reelle kvaliteter og udsigternes storslåethed.
Det er særdeles bekymrende, hvordan Aarhus Kommune fra at have udpeget dette herregårdslandskab som særligt værdifuldt pludselig vender på en tallerken. Det sker med denne manipulerende argumentation, citeret fra Urlands miljøvurderingsrapports side 102: ”Projektområdet ligger indenfor et område udpeget som værdifuldt kulturmiljø. Udpegningen er kategoriseret som landbrugslandskab, men på baggrund af landskabets karakter som herregårdslandskab, som knytter sig til Vosnæsgård. De bærende elementer for området er bygningsanlægget, herregårdslandskabet med store markenheder, diger, hegn og skove, skovridderboligen, smedje og øvrige tilknyttede bygninger, samt udskibningsstedet og tilknytningen til Gl. Løgten. Ifølge den kulturhistoriske redegørelse fra 2013 er området sårbart overfor utilpasset nybyggeri, herunder om- og tilbygninger til hovedanlæggets bygninger, forfald og overflødiggørelse af hovedanlæggets bygninger, opdeling af markenheder, samt fjernelse af udskibningsstedet. Møllerne vurderes ikke at komme til væsentligt at forstyrre oplevelsen af de særlige kulturhistoriske elementer i området, for eksempel omkring selve hovedbygningerne på Vosnæsgård. Vindmøllerne har et begrænset fodaftryk og medfører ikke irreversible fysiske ændringer af det eksisterende kulturmiljø. Det valgte opstillingsscenarie med tre møller på række langs markvejen kaldet ”Fiskestien” har potentiale til på en positiv måde at fremhæve den historiske markstruktur, som kan genfindes i form af den nord syd gående markvej (Fiskestien), samtidig med at der opnås en god respektafstand til bærende landskabs elementer i kulturmiljøet i form af gravhøjen Prædikestolen og skovbrynene i området.”
Det ses, at denne redegørelse søger at trække almindelige borgeres opmærksomhed væk fra hele landskabet til kun at omfatte arealerne umiddelbart omkring herregården. Argumentationen om Fiskestien er direkte grotesk. Brugen af ordet ”fodaftryk” er også et forsøg på sprogligt at gøre møllerne ”små”. Det ville være mere rigtigt at referere til et tredimensionelt stort volumen, det vil sige det rumfang, som møllerne indtager fysisk og visuelt. Hvad er en ”respektafstand”? Det er et begreb, som ikke findes i lovgivningen, men er til lejligheden opfundet.
Det er interessant, hvordan forfatterne af miljøvurderingen yderligere reducerer og nedgør kulturarvs- og landskabskvaliteter i den sammenfatning, som måske er det eneste, som borgere og politikere læser: ”Landskabsrummet øst for Vosnæs rummer elementer af herregårdsmiljøet, men det er samtidig præget af det moderne landbrugslandskab med store dyrkningsstykker og nyere driftsbygninger mod Vosnæsgård mod vest og desuden af andre omkring stående tekniske anlæg som højspændingsledninger og Studstrupværket. I den forstand opleves landskabet i og omkring det udpegede vindmølleområde ikke som et udpræget historisk landskab, men i høj grad som et moderne kulturlandskab i lighed med andre af nutidens store landbrugsejendomme. Her vurderes de nye vindmøller at kunne passe godt ind i miljøet, uden at ændre afgørende på den eksisterende landskabsfortælling.” (Miljøvurderingens sammenfatning side 115.)
Vi må forstå, at enhver ”modernisering” er af det gode, at landskaberne må ændre sig med tiden, og sådan skal vi acceptere det. Historiebevidste borgere, som kender landskabsfortællingerne helt ind på rygmarven, udskammes med en sådanne argumenter. Studstrupværket gør ganske rigtigt intet godt for Aarhusbugten i æstetisk og visuel forstand, men at udnævne alle landskaber omkring værket til yderligere fremtidige energi-klondykes må i den grad siges at være et planlægningsmæssigt og kommunikativt overgreb.
Aarhus Kommune er alt for arealmæssigt lille til vindmøller og solcelleparker. Når et enigt byråd i Aarhus ønsker, at en stor del af Aarhus Kommune skal forsynes med strøm fra vindmøller, og at CO2-udledningen skal reduceres betydeligt, så bør byrådet lade sig inspirere af Københavns og Frederiksbergs klimapolitik. De kommuner har købt sig ind i energianlæg andre steder i landet eller på havet, hvor der er bedre plads. Hvis rigide regler og beregningsmetoder fra regering og folketing er med til at skabe incitamenter for kommunerne til Vosnæslignende landsskabsødelæggelser, så skal reglerne laves om straks.
Vindmøllernes tid måske allerede talte. Den opgejlede og økonomisk understøttede hastværksrus er under aftagen. Der er adskillige sten på vejen for flere vindmølleudbygninger, blandt andet fordi der kommer nye VE-teknologiske landvindinger, som bedre adresserer en nødvendig forsyningssikkerhed og vigtige klimahensyn. Mens vi venter, kan vi passende tage vare på vigtig kulturarv.