Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs
Vindmøller Vosnæs
Høringssvar vedr. Lokalplan nr. 1237 – Vindmøller ved Vosnæs
Aarhus Kommune, Teknik og Miljø
Vedr.: Offentlig høring af lokalplanforslag nr. 1237 og Kommuneplantillæg nr. 169
Fra: Janett Storm
Jeg indgiver hermed endnu et høringssvar i sagen om vindmøller ved Vosnæs, som jeg klart og entydigt er imod. Jeg har tidligere indsendt høringssvar HS2899792 den 3. oktober 2023, og indsender nu dette supplerende svar, da forholdene er uændrede – eller forværrede.
Mine bekymringer er ikke blevet taget alvorligt, og derfor gentager og uddyber jeg her mine væsentligste indsigelser.
NB: Jeg har i mellemtiden ændret navn.
1. Min bolig og sundhedssituation
Jeg bor i et lille træhus, 901 meter fra de planlagte vindmøller, i et område omgivet af fred, stilhed og uspoleret natur. Dette miljø er ikke blot mit hjem, men også mit åndehul og fundament for min mentale og fysiske sundhed. Jeg er støjfølsom og har aktivt valgt dette sted netop på grund af roen og naturens helende effekt.
De støjberegninger, Aarhus Kommune lægger til grund, baserer sig på standardbyggeri og ignorerer, at mit hus er mindre, lettere og langt mere lydgennemtrængeligt. Der er ikke foretaget nogen reel vurdering af støjpåvirkningen på min konkrete bolig – eller på de øvrige sommerhuse i området, som også er bygget bæredygtigt i træ. Det svækker vurderingen og stiller projektet i et tvivlsomt lys.
Som en del af processen er jeg blevet foreslået, at jeg “bare kan flytte”. Det udstiller, hvor lidt forståelse der er for projektets konsekvenser og mit udgangspunkt. Jeg er ikke beskyttet af lovgivningen som mange andre arter er, men føler mig alligevel som jaget vildt. Som sensitiv borger er jeg udsat – men ikke fredet.
2. Naturhensyn og beskyttede arter ignoreres
Projektområdet ligger bl.a. tæt på fredede flagermus, røde glenter, havørne og tårnfalke. Det nærliggende område er præget af strand, skov og stille naturområder, som ikke blot er rekreative, men også beskyttede.
Det virker uforståeligt, at kommunen tillader et stort teknisk anlæg midt i et område, der ellers burde fungere som “stillezone” med høj naturværdi. Det er dybt bekymrende, at projektet er nået til denne fase, uden at nærliggende skovområder og §3-naturtyper har udløst større hensyn. Det sender et urovækkende signal om, hvor lidt naturen reelt vejer i kommunens beslutninger.
3. Manglende demokratisk inddragelse og forudindtaget beslutning
Byrådets tilgang opleves som lukket, og beslutningen synes allerede truffet. Høringsprocessen fremstår som en formalitet uden reel betydning. Det underminerer tilliden til Aarhus Kommunes planproces – og respekten for naboernes retssikkerhed.
4. Økonomisk ulighed og ejendomstab
Placeringen af tre 150 meter høje vindmøller blot 901 meter fra min bolig vil medføre et betydeligt fald i ejendomsværdi. Det er dokumenteret i både danske og internationale undersøgelser, at boliger tæt på store vindmøller oplever markante værditab.
Ingen har spurgt, hvordan dette påvirker mig økonomisk – eller hvordan jeg skulle kunne sælge eller skifte bolig, uden stort tab. Der er ingen reel kompensation, ingen garanti for tryghed – og ingen konsekvenser for dem, der træffer beslutningerne.
5. Uforholdsmæssigt bytte: få vinder – mange taber
Ifølge lokalplanens egne beregninger vil de tre vindmøller kunne producere strøm svarende til ca. 9.000–9.500 husstandes årlige elforbrug (baseret på 4.500 kWh/år).
Det udgør kun ca. 3 % af Aarhus Kommunes samlede energiforbrug. Til gengæld skal mange mennesker – og naturområder – bære byrden i form af støj, skyggekast, ødelagt udsigt og tabte ejendomsværdier.
Det er tankevækkende, at man vælger en løsning, der forstyrrer både mennesker og natur, når CO₂ kan reduceres på mange andre – og langt mere skånsomme – måder. Hvis samme investering blev brugt på fx energirenovering, lavbundsjordsprojekter, eller nyplantning af skov, kunne man opnå en lige så stor eller større klimaeffekt. Og samtidig beskytte både natur og naboer – frem for at ødelægge dem.
Det er derfor urimeligt at presse et projekt igennem, som i praksis kræver opkøb, affolkning og sundhedsmæssig belastning, blot for at levere et beskedent elbidrag, som nemt kunne spares på anden vis.
6. Faglig kritik af støjberegninger og manglende transparens
En ny uafhængig støjrapport (juli 2025) udarbejdet af Prof. Ken Mattsson dokumenterer, at Aarhus Kommunes støjvurderinger bygger på forældede og forenklede modeller (bl.a. Nord2000 og windPRO), som ikke egner sig til komplekst terræn og lavfrekvent støj. Rapportens model SoundSim360 viser, at infralyd ved 1 Hz overstiger 95 dB i store områder omkring møllerne – et niveau, der ifølge forskning kan påvirke helbredet hos op mod 30 % af befolkningen, især støjfølsomme og migræneramte personer.
Derudover mangler afgørende data om støjens frekvenssammensætning (SPL), fordi producenten Vestas og konsulentfirmaet EMD har nægtet at udlevere disse oplysninger. Det betyder, at hverken kommunen eller borgerne har mulighed for at kontrollere, om støjgrænserne reelt overholdes – især for lavfrekvent støj og infralyd, som kan trænge langt ind i lette konstruktioner som mit træhus.
Det rejser spørgsmål om både helbredssikkerhed og retssikkerhed – og burde alene være grund nok til at sætte projektet i bero, indtil der foreligger uvildige og gennemsigtige analyser.
7. Afslutning
Jeg udtrykker stor bekymring over projektets konsekvenser og henstiller derfor til, at Aarhus Kommune:
Stopper eller kraftigt ændrer projektet, så natur og naboer beskyttes reelt
Anerkender støjfølsomme borgeres særlige behov
Genovervejer processen og inddrager os berørte naboer i reel dialog
Det handler ikke blot om at overholde minimumskrav. Det handler om rimelighed, tryghed og respekt for natur, mennesker og retfærdighed.
Med venlig hilsen
Janett Storm
Download høringssvar som pdf