Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs

Indsigelse mod lokalplansforslag 1237 om etablering af 3 kæmpevindmøller ved Vosnæs

Indsigelse mod lokalplansforslag 1237 om etablering af 3 kæmpevindmøller ved Vosnæs, da en gennemførelse af dette forslag både er en katastrofe for området og hviler på et ufuldstændigt og ukorrekt beslutningsgrundlag i byrådet.

1. Den visuelle skadevirkning er enorm. Placering af 3 kæmpe industrianlæg midt i vores synsfelt mod Nationalpark Mols Bjerge, skove og det bakkede østjyske herregårdslandsskab hører ingen steder hjemme. Ikke mindst, når byrådet tidligere har betragtet det samme område som væsentlig at friholde for ”forurening” af udsigt. Kæmpemøllerne vil – i modsætning til det i materialet oplyste – være synlige i en meget stor del af Østjylland. Tophøjden på ca. 160 m.o.h. er tæt på Studstrupværkets skorstenshøjde – i alt fald betragtet fra vores lejlighed, som ligger i ca. kote 78 m.o.h. Når der tillige skal være et kraftigt varslingslys tændt både dag og nat vil industrianlægget være synligt og generende hele døgnet. Der findes radarstyret varslingslys – hvorfor er dette ikke en del af kravene i planforslaget? Placeringen af kæmpevindturbiner i vores ”forhave” er vanvittig, når der faktisk er mange alternative placeringsmuligheder, fx Thomasminde, hvor byrådet indtil for få år siden utroligt gerne ville have bygget en helt ny Aarhus Lufthavn. Er der plads til en sådan, er der vel også plads til 3 kæmpemøller!
2. Vi, der har bosat os i Løgten, har bl.a. gjort det med baggrund i udsigten til bugten, skovene, landskabet, stilheden og roen i forhold til storbyen. Vi mærker tydeligt, at Aarhus Kommune betragter Løgten/Skødstrup som et ”udkantsområde” – se blot på den manglende vedligeholdelse af vores veje og fortove. Eller se på, at man fx nægter godkendelse af etablering af en skaterbane tæt ved Skødstrup Søndersø med argumentet om, at denne vil være beliggende i en kystnærhedszone. Hvor er møllerne lige beliggende; i kystnærhedszonen – og hvad er mon støjbelastningen fra kæmpevindmøllerne til sammenligning? Der er mange KÆMPE HULLER i byrådets argumentation for nødvendigheden af de 3 KÆMPE VINDTURBINER.
3. Jeg vil protestere mod etableringen, når der kun sker en reduktion af CO2 belastningen i Aarhus på 0,03% - altså næppe målbart. Jeg er også beskæmmet over, at de (formentlig falske) beregnede bidrag til Aarhus strømforsyning er så lave som kun 1% i 2030. At produktionen svarer til forbruget for ca. 10.000 husstande er et falsum. Selv i et højvindsområde i Vestjylland vil man have svært ved at nå dette beregnede tal. Hvorfor burde være logik – Vosnæs er et lavvindsområde, møllerne skal stå stille (som skamstøtter) i store dele af året – og endelig har vi som samfund ikke brug for strømmen, de producerer. Når det blæser i Danmark, har vi allerede i dag alt for megen vindmøllestrøm, det blæser nemlig også i Sydsverige og Nordtyskland, så overskudsstrømmen kan hverken sælges eller lagres. Derfor står måske halvdelen eller tredjedelen af danske vindmøller ofte stille. Etablering af kæmpemøllerne ved Vosnæs er derfor kun SYMBOLPOLITIK, der fremmer politikerlede og hæmmer den vigtige grønne omstilling. Hvis byrådet virkelig mente noget seriøst med grøn omstilling, så købte man andele i havvindmøller, byggede solceller som tagdækning over kommunale parkeringspladser og de hotte ”supercykelstier” eller havde forsynet det nyligt udskiftede tag på Skødstrup Skole med solceller. Disse tiltag ville være win-win.
4. Endelig har den stedfundne proces været utrolig beskæmmende – og bestemt IKKE en kommune af Aarhus størrelse værdig. Jeg skammer mig faktisk lidt over at være borger i en kommune, der hverken tager dens egne indbyggere eller indbyggere i nabokommunen alvorligt. Projektet kommer som en tyv om natten. Demokratiet bliver trådt under fode – jeg forstår udmærket, at mange føler sig tromlet af kommunen i (også) denne sag. Det er jo tydeligt, at beslutningen hos flertallet i byrådet ER TRUFFET - og lokalplanlægning og -høring derfor alene sker på skrømt.

Det er svært at finde vindere i sagen: Naturen og miljøet taber, naboerne/borgerne taber, nabokommunen taber, klimaet taber, den grønne omstilling taber og flertallet i byrådet taber anseelse. De eneste vindere er tilsyneladende herremanden på Vosnæs og de mennesker, der har deres udkomme som konsulenter, projektmagere og entreprenører på opgaven.

Jeg vil bede byrådet komme til fornuft – der må da være en voksen til stede i byrådssalen, der kan stoppe dette vanvid!

Med venlig hilsen
Else Kabell
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Else Kabell

Indsendt

16/07/2025 17:46

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS8750027

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Lokalplan
Område
Hårup - Mejlby Hjortshøj Lystrup-Elsted-Nye Skæring - Egå Skødstrup - Løgten Vejlby-Risskov

Hørings-id

H1154

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
plan@mtm.aarhus.dk

Vil du vide mere?

Læs mere på siden for projektet

Vindmøller ved Vosnæs | Deltag Aarhus – Aarhus kommune