Vedrørende planlagt opstilling af vindmøller ved Vosnæs – indsigelse fra Ctrl-N ApS
Som virksomhed med tilknytning til lokalområdet ønsker vi hermed at gøre indsigelse mod den foreslåede opstilling af store vindmøller ved Vosnæs.
Ctrl-N støtter fuldt ud den grønne omstilling og anerkender nødvendigheden af at udvikle bæredygtige energiformer. Det er dog afgørende, at sådanne anlæg placeres med respekt for både omgivelserne og de mennesker og erhverv, der berøres.
Vi finder ikke placeringen ved Vosnæs egnet til et anlæg af denne størrelse og karakter. Vores vurdering er, at projektet er utilstrækkeligt forankret i lokale hensyn, og at både det visuelle, rekreative og forretningsmæssige miljø i området vil lide skade.
Hvis dette område betragtes som den bedst egnede placering i Aarhus Kommune, peger det efter vores opfattelse på, at der i realiteten ikke findes tilstrækkeligt egnede arealer til denne type anlæg i kommunen. Det bør føre til en strategisk revurdering – ikke en fastholdelse af et projekt, der fremstår både problematisk og utilstrækkeligt belyst.
Vi skal derfor opfordre Byrådet og forvaltningen til at afvise den foreslåede placering og i stedet arbejde for mere hensigtsmæssige og lokalt forankrede løsninger.