Jeg ønsker hermed at udtrykke min klare modstand mod planerne om at opføre tre store vindmøller ved Vosnæs. Projektet vil medføre betydelige negative konsekvenser for mennesker, natur, landskab og ejendomsværdier – konsekvenser, som ikke står mål med den forventede klimaeffekt.
Støj og helbred:
Vindmøller på 150 meters højde skaber både hørbar og lavfrekvent støj. Den lavfrekvente støj trænger gennem vægge og vinduer og kan mærkes som vibrationer i kroppen. Forskning peger på, at denne type støj kan føre til søvnforstyrrelser, hovedpine, koncentrationsbesvær og stress. Dette kan påvirke trivsel, arbejdsevne og mental sundhed – ikke mindst for børn og unge, som er særligt sårbare. Kalø Vig er i dag et af de få steder i Aarhus Kommune med ægte ro; det er et kvalitetsgode, vi ikke bør ødelægge.
Natur og biodiversitet:
Vosnæs-området er levested for en række beskyttede arter, herunder 10 forskellige flagermusarter (tre af dem truede) samt stor vandsalamander, som er beskyttet efter EU’s habitatdirektiv. Vindmøllerne vil forringe leve- og yngleområder og risikerer at bryde den grønne korridor mellem Studstrup, Skødstrup-Løgten og Vosnæs permanent. Vi skal værne om disse naturområder – ikke fragmentere dem.
Landskab og kulturarv:
Kalø Vig har enestående udsigter og stor rekreativ værdi. De planlagte møller vil være 150 meter høje og dominere horisonten over store afstande. Udsigten er fredet i dele af Syddjurs Kommune, men Aarhus Kommune har ikke taget tilstrækkeligt hensyn til dette. For mange beboere er det netop naturen og freden, der gør området attraktivt. Denne visuelle forurening vil forringe både livskvalitet og mental trivsel.
Økonomiske konsekvenser:
51 ejendomme ligger inden for 900 meter af møllerne og skal tilbydes opkøb – mange ejere blev først sent informeret. Nyere forskning viser, at værditab kan ramme boliger op til 10 km væk pga. eksternaliteterne projektet medfører. For mange er boligen både hjem og livsinvestering. Det er urimeligt, at lokalbefolkningen skal bære de massive økonomiske tab for et projekt, der i så høj grad tilgodeser udvikler og godsejers interesser.
Demokratisk underskud og manglende uafhængighed:
Borgerinddragelsen har været stærkt mangelfuld. Udvikler, godsejer og rådgivere blev tidligt inviteret med til dialog, mens berørte borgere blev udeladt. Samarbejdet med Syddjurs Kommune har været utilstrækkeligt, trods den tætte geografiske sammenhæng. Dertil kommer, at kommunens miljøvurderinger udelukkende bygger på rapporter udarbejdet af udviklerens egne rådgivere Urland– både i 2019 og 2025. Det giver ikke et uafhængigt beslutningsgrundlag.
Konklusion:
Dette handler ikke om at være imod vindenergi. Det handler om placeringen af kæmpevindmøller. Vosnæs og Kalø Vig er unikke naturområder, som rummer stor rekreativ værdi, kulturhistorisk betydning og sårbar biodiversitet. At opføre kæmpevindmøller her vil påføre området uoprettelig skade, uden at gevinsten for klimaet står mål med tabet.
Jeg opfordrer Aarhus Kommune til at afvise projektet og i stedet prioritere løsninger, der reelt styrker klimaindsatsen, samtidig med at natur, landskab og menneskers trivsel beskyttes.