Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs

Nej til lokalplan 1237 vindmøller ved Vosnæs

Området ved Vosnæs Skovene og Studstrup, hvor vindmøller tænkes opstillet, er i dag et rekreativt fritids- og aktivitetsområde med stor værdi for Løgten, Skødstrup, Hornslet og Studstrups borgere. Det er et område, hvor det vil være særdeles uhensigtsmæssigt med endnu flere støjkilder. Nogle af de ulemper, vi i forvejen oplever med støjen, der er forbundet med at bo så tæt på en stor industrivirksomhed som Studstrupværket, vil jeg derfor belyse i det videre.
Anløbskajen bliver i dag brugt som havn for større skibe der ligger i havnen, som bruger egen motorkraft til drift af skibet, udsender lavfrekvent støj. Der er i dag ikke tilladelse til havnedrift, og derfor er støjen fra skibene ikke indregnet i de godkendelser, der ligger for Studstrupværket. Det er derfor vigtigt at der i de nye undersøgelser/beregninger tages udgangspunkt i den samlede støj mængde fra Vindmøller og Studstrupværkets samlede drift.
Derudover har vi oplevet et meget højere støjniveau fra den nærliggende motorvej, efter at hastigheden blev sat op fra 110 km til 130 km.
Vi lever allerede nu med meget støj i dagtimerne, men i aften- og nattetimerne vil yderlig støj få indvirkning på nattesøvnen.
Max støjniveau er allerede nået uden vindmøllerne.
Sundhedsstyrelsen har oplyst, at undersøgelser har vist sammenhæng mellem vindmøllestøj og selvrapporterede støjgener fra vindmøller og stress symptomer som hovedpine, træthed, anspændthed og søvnforstyrrelser.Undersøgelser har de sidste år vist sammenhæng mellem samlede støj mængde fra fly, vejtrafik, skibe, vindmøller, industristøj ( Studstrupværket ) og forhøjet blodtryk, giver øget risiko for blodpropper i hjertet. Effekterne på hjerte - kar - systemet menes at være stressrelateret udløst af støj og muligvis af søvnforstyrrelser.
Når der er kendskab til, at støj på det niveau er skadelig og i værste tilfælde kan medføre døden, er det uacceptabelt, at kommunen endnu engang forsøger at komme med et projekt, der vil forøge støjen.
I et så tæt befolket område som Aarhus, må man politisk vælge, om det skal være muligt for borgerne at bo og leve på betryggende vis, eller om støj-tiltagene er vigtigst. For os borgere er de to ting ikke forenelige, da de menneskelige omkostninger bliver for store.

Vindmøller placeres i stor stil på havet. Solceller er i mange år blevet placeret på hustage eller indlægges i facade, beklædning mv. Det virker ude af proportion, at man i Aarhus Kommune ikke kan gøre tilsvarende med alt det nybyggeri, der de seneste år er blevet opført. Det er svært at forstå hvorfor, der ikke også i Aarhus Kommunes egne bygninger kan findes en løsning.

Vi vil bede jer tage følgende med i jeres betragtninger:
1. Det er nødvendigt at beskytte borgerne mod støjen fra vindmøller, da disse svarer til store industrielle anlæg. Støjbekendtgørelsen beskytter dog ikke naboer mod støj fra vindmøller, da vurderingen baserer sig på vindmølleproducenter og vindmøllemageres data og prognoser i stedet for det faktiske støj.
2. Lavfrekvent støj/infralyd fra vindmøller er karakteriseret ved, at den udbredes gennem undergrunden i alle retninger og generer på andre måder end konventionel støj. Det lavfrekvente støj stiger med møllernes højde, som ønskes højere og højere i ansøgninger om mølleopstilling, hvorfor det er et stigende problem. Vindmøllebekendtgørelsen beskytter ikke naboer mod den faktiske lavfrekvente støj fra vindmøller
. 3. Der er mange indikationer af, at støjen fra vindmøller har negative effekter for helbredet. I samfundet erkender alle, at støj fra industri og trafik kan være skadelig og skal begrænses. Disse erkendelser er ikke overført til vindmøller, som støjmæssigt har fået radikalt anderledes begunstigelser i Danmark. Et eksempel på dette er, at støjen ikke kræves dæmpet om natten for at sikre borgernes nattesøvn.
4. De definerede grænseværdier for vindmøllestøj er utilstrækkelige og medfører sundhedsrisici. Grænseværdierne har udgangspunkt i et gennemsnitsmenneske uden hensyntagen til mennesker, som ikke lever op til gennemsnittet. Det er uacceptabelt, at borgere i kommunen skal udsættes for søvnforstyrrelser pga. planlægning, der udnytter støjgrænserne til det yderste.
5. Skyggekast forekommer, når møllevingerne blokerer for solen. Når det blæser, bryder vingerne solen og giver skyggekast og solen reflekteres, hvilket leder til glimt fra vingerne. Dette er markant forstyrrende, og giver sig ofte udslag i kvalme, svimmelhed, hovedpine, tab af balance samt tab af fokus. Det leder til væsentlige tab af livskvalitet.
6. Kæmpe vindmøller i naturområder truer dyrelivet og forstyrrer freden. det udpegede områder ligger i naturområder med landskabelige bevaringsværdier, Jeg beder Teknik & Miljø-forvaltningen og Aarhus Byråd om at tage mine og andre borgeres indsigelser alvorligt. Vi ønsker en grøn omstilling - men ikke på bekostning af vores natur, boligværdi og sammenhængskraft i lokalområdet.
Hvis byrådet i Århus vælger at vedtage forslaget og gennemføre projektet, vil et civilt søgsmål blive kraftigt overvejet.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Annette Elgaaard

Indsendt

10/08/2025 08:25

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS7804163

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Lokalplan
Område
Hårup - Mejlby Hjortshøj Lystrup-Elsted-Nye Skæring - Egå Skødstrup - Løgten Vejlby-Risskov

Hørings-id

H1154

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
plan@mtm.aarhus.dk

Vil du vide mere?

Læs mere på siden for projektet

Vindmøller ved Vosnæs | Deltag Aarhus – Aarhus kommune